Skam gør os modtagelige for stress

Viden om skam kan forebygge stressrelateret sygefravær, viser ny forskning

Vi har alle skamfølelsen som en del af vores samvittighed, og det er godt. Skam bidrager til en usikkerhed, som får os til at gøre os umage, men skamfølelsen kan også blive skadelig og gøre os syge, mener Pernille Pedersen. Modelfoto.
Vi har alle skamfølelsen som en del af vores samvittighed, og det er godt. Skam bidrager til en usikkerhed, som får os til at gøre os umage, men skamfølelsen kan også blive skadelig og gøre os syge, mener Pernille Pedersen. Modelfoto.

Der er brug for nye ledelsesmåder for at forebygge stressrelateret sygefravær. Cand.scient.pol. og ph.d.-stipendiat Pernille Pedersen er ved at færdiggøre en afhandling, som giver en ny tilgang til, hvordan man kan forebygge stress på arbejdspladserne. Kodeordet for hendes forskning er skam.

Egentlig var det ikke den 39-årige cand.scient.pol.s plan at gå forskervejen. Som nyuddannet kandidat fra Københavns Universitet blev hun embedsmand i Beskæftigelsesministeriet, hvor hun kom til at arbejde med blandt andet nedbringelse af stress-relateret sygefravær. Undersøgelser viser, at 45 procent af sygefraværet i Danmark er begrundet i psykiske problemer som stress, depression og angst, så hun havde nok at tage fat på i ministeriet.

Hun fortæller om et møde i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECDs hovedkvarter i Paris, som blev et vendepunkt for hende. Her skulle hun sammen med andre embedsmænd og eksperter drøfte muligheden for nedbringelse af stressrelateret sygefravær. På mødet var der fokus på lederens rolle, og i flyet på vej hjem fra Paris den aprildag i 2010, fik Pernille Pedersen idéen til den ph.d., hun indleverer efter sommerferien: En afhandling, som forsøger at finde en ledelsesløsning, som kan forebygge stressrelateret sygefravær.

”Man siger typisk, at det er forandringer og høje krav, som er årsagen til sygemeldinger, men hvorfor er det så ikke alle, der oplever de høje krav, som bliver sygemeldte? Hvorfor oplever nogle ansatte, at høje krav gør dem usikre og frustrerede?”, spørger Pernille Pedersen.

Hun er erhvervs-ph.d. og har samarbejdet med PPclinic i Gentofte, som er en privat psykiatrisk klinik, hvor man blandt andet behandler folk med stressrelaterede sygemeldinger. Tre dage om ugen har hun været ansat på klinikken og siddet med ved bordet, når lægerne talte om klienterne, og hun har interviewet medarbejdere, som var sygemeldte, og talt med deres ledere. Den øvrige tid har hun tilbragt her på institut for ledelse, politik og filosofi på CBS, Handelshøjskolen i København.

Efter to års forskning blev hun opmærksom på den særlige rolle, som skam spiller i forhold til stress. Hun mener, at skam er en overset del af fortællingen om stress.

”Vi har alle skamfølelsen som en del af vores samvittighed, og det er godt. Skam bidrager til en usikkerhed, som får os til at gøre os umage, men skamfølelsen kan blive skadelig og gøre os syge. Forud for en stress-sygemelding er ofte en historie om ufrivillige forandringer i virksomheden, hvor man skal udføre nye typer opgaver eller løse vante opgaver på nye måder, eller man har måske har indført et nyt it-system eller ansat en ny leder. Skamfølelsen aktiveres ofte i forbindelse forandringer, som kræver, at man skal gøre noget, man ikke har lyst til, eller som man har svært ved at stå inde for, men typisk vil lederen ikke tænke på skam, men måske overveje, om man stiller for høje krav til medarbejderen,” siger hun.

I afhandlingen beskriver Pernille Pedersen skam som en variant af social angst. Skam hænger sammen med angsten for at blive afsløret i ikke at leve op til det, som kræves. Antropologer mener, at skamfølelsen opstod, fordi vores fjerne forfædre havde behov for at opretholde tilknytningen til deres stammegrupper. Overtrådte man gruppens normer, blev man udstødt, måske med døden til følge. Skammen blev på den måde en slags indre vogter mellem normalitet og normbrud.

”Skam er relateret til tanken om, at andre ikke kan lide mig eller kan påpege, at der er noget forkert ved mig. Skam har noget at gøre med at være elsket. Den dybeste skam er smerten ved at se sig selv som et menneske, som ikke er værd at elske. Skadelig skam blokerer for medarbejderens evne til at modtage ros og anerkendelse. Ubevidst sætter man et filter op, som får rosende ord til at prelle af, og man tænker, 'det er bare noget, min leder siger', for man kan ikke tage rosen til sig.

Foto: Privatfoto.

Ved skadelig skam opstår et anerkendelsesparadoks, hvor behovet for anerkendelse er stigende, fordi man går rundt med en følelse af ikke at gøre sit arbejde godt nok, men evnen til at modtage anerkendelse er faldende, fordi man ikke følelsesmæssigt kan anerkende de anerkendelser, man får.

Jeg har mødt medarbejdere, som nærmest var dopede med anerkendelse, og som havde fået at vide, at de skulle lade være med at stille høje krav til sig selv og i stedet tro på sig selv. Men følelsesmæssigt kan disse medarbejdere ikke imødekomme anbefalingerne. Måske føler de skyld over det og tænker, at det er deres egen skyld, at de ikke kan tage mod anerkendelsen. Men det at tro på sig selv, at sige fra og at geare ned er ikke en kommando, vi kan give vores følelser - og slet ikke hvis vi er ramt af en skadelig skam med en samvittighed, som en hård dommer og en tilhørende angst for at blive udstødt,” siger hun og fortsætter:

”Derfor skal ledere blive bedre til at tage ansvaret - men ikke opgaverne - væk fra medarbejderne og agere samvittighed samt skærme medarbejderne fra deres egen (dårlige) samvittighed.”

I sit empiriske arbejde har Pernille Pedersen set medarbejdere med to forskellige skamreaktioner. For den ene gruppe hænger skammen sammen med den opgave, som skal løses. Her er skammen en angst for at præstere under idealet i forhold til konkrete arbejdsopgaver. For den anden gruppe er skammen knyttet til samarbejdsvanskeligheder. Sat på spidsen er man angst for ikke at være en del af fællesskabet. Hun ser to skamformer: Præstationsskam og relationsskam.

Mennesker med skam knyttet til præstationer vil gerne selv løse opgaverne og ønsker ikke gode råd, men er bekymrede for, om opgaverne løses godt nok. Når mennesker med præstationsskam beklager sig, vil det typisk være et spørgsmål om, at opgaven ikke er til at løse.

Den anden skamform er skam knyttet til relationer. Et menneske med relationsskam vil gerne have uopfordret hjælp. Her er bekymringen, hvad de andre tænker. Når de beklager sig, er det typisk relationsorienteret: ”Min leder forstår mig ikke” eller ”de siger ikke godmorgen.”

Hvad der udløser skam, er forskelligt alt efter, hvilken skamform man kæmper med.

”For en medarbejder med præstationsskam er uklar opgavefordeling eller pludselige ændringer i opgaven en kilde til skam, mens det for et menneske med en relationsskam typisk vil være arbejdsklimaet. Det kan være, at man finder omgangstonen hård eller oplever, at lederen ikke lytter eller irettesætter,” siger hun.

Som en del af arbejdet med afhandlingen har Pernille Pedersen været rundt i flere virksomheder og delt sin viden om forståelsen af skam som en hjælp til at forebygge stress. Hun vurderer, at medarbejdere og ledere, som får et sprog for skam, kan opbygge kulturer, hvor skammen kan mindskes.

”Som leder skal man vide, hvilken type skam man står over for. For mennesker med skam knyttet til præstationer vil det dæmpe skammen og fremme tilliden, hvis man skitserer klare rammer for arbejdet, mens det for mennesker med skam knyttet til relationer vil være vigtigt, at man bliver lyttet til, og at man får mulighed for at lufte sine bekymringer, uden at man bliver mødt med en løsning.”