Før Kristian Kolbe fik konstateret Alzheimers, elskede han dans og høj musik. Efter han blev syg, brugte han størstedelen af sin tid i stuen, hvor han betragtede livet udspille sig på den anden side af ruden gennem sin kikkert. Uden nogen vidste det, begyndte han at skrive om livet med sygdommen. Efter hans død delte hustruen digtene med Kristeligt Dagblad.
Avisen har illustreret tankerne, men ordene er Kristian Kolbes egne
Kristian Kolbe døde i marts 2019. På det tidspunkt havde han levet med sygdommen i seks år. De første to år boede han hjemme. Det var i den tid, at han begyndte at skrive digte. Herefter kom han på plejehjem, hvor han boede i fire år inden sin død.
Hanne Kolbe var indtil hans død den eneste, der kendte til Kristians hemmelige digte.
Historien er illustreret af Kristeligt Dagblad, men alle ordene er Kristian Kolbes egne. Digtet er udgivet efter aftale med Hanne Kolbe.
”De fleste gange når man spørger sig selv – får man ikke et ærligt svar,” står der på første side i Nina Malinovskis digtsamling. Ordene er Kristian Kolbes. Kristian Kolbe havde aldrig digtet eller interesseret sig for litteratur, før han tilfældigvis faldt over en digtsamling af Nina Malinovski i et antikvariat med sin kone. Da han havde stået og bladret lidt i den, sagde han til sin kone: ”Det der – det kan jeg da også”. Kristian Kolbe købte bogen.
Heri skrev han sine digte fra stuen i Vedbæk.
