Hvem bestemmer over Svend Rolf Larsens liv?
Hvem bestemmer over Svend Rolf Larsens liv?
Svend Rolf Larsen er dødeligt syg, men fandt selv en behandling, der gav ham håb, og han var villig til at betale 650.000 kroner for den. Han forfulgte sin sag til toppen af sundhedsvæsenet, indtil lægerne sagde nej og spærrede den eneste vej, der måske førte væk fra døden.
Men hvem skal bestemme, hvornår håbet er for spinkelt, til at en mand må forsøge at redde sit liv?
Der er en Svend Rolf Larsen før og efter, han fik muskelsvind-sygdommen ALS.
Den raske Svend Rolf Larsen købte sine første aktier, da han var 14 år. Han forelskede sig hovedkulds i den lidt ældre Elisabeth, da han var 19 år, men fortalte hende i flere år, at han var ældre, end han var, for at hun ikke skulle vende ryggen til en barnerumpe. Han krydsede Alaska om vinteren med hundeslæde. Som 23-årig blev han direktør i det investeringsselskab, han stod i spidsen for indtil for 10 dage siden, hvor han trådte tilbage, men stadig er involveret i selskabet.
Nu er han 52 år. Han kan kun akkurat støtte på benene med hjælp fra to voksne mennesker. Arme og hænder er lammede. Han får mad gennem en sonde i maven, han har støtte til at bære sit hoved, han hvisker, når han taler, og det så svagt, at Elisabeth ofte må tolke for ham.
ALS er en sygdom, der angriber de motoriske nerver i rygmarven og hjernen, som ved viljens hjælp styrer musklernes bevægelse. I takt med at nerverne går til grunde, lammes den syge. I dag er Svend Rolf Larsen lige så bevidst og begavet, som han altid har været. Men viljen, tankerne og sproget er låst mere og mere inde i hans krop.
ALS kan ikke helbredes, og den gennemsnitlige levetid er tre år, efter diagnosen er stillet. Men fordi Svend Rolf Larsen er den, han er, fandt han sidste år et lægemiddel i en tidlig testfase, han gerne ville prøve. Han fik speciallægen på Bispebjerg Hospital med på idéen, Lægemiddelstyrelsen gav tilladelse til at importere midlet, og til slut tilbød han selv at betale prisen på omkring 650.000 kroner for medicinen, da prisen tilsyneladende spændte ben for behandlingen.
Men hospitalet sagde nej. Lægerne dér fik i stigende grad mistillid til lægemidlet og virksomheden bag, der markedsførte sig aggressivt, men med sparsom dokumentation – og de ville forhindre, at andre patienter følte sig pressede til at forsøge, hvad de opfattede som en tvivlsom behandling.
ALS
- Amyotrofisk lateral sklerose (ALS) er en sjælden sygdom og en af de alvorligste nervesygdomme, da den altid er dødelig som følge af en nedbrydning af centralnervesystemet, som styrer musklerne.
- Sygdommen udvikler sig hurtigt, og meget få patienter lever mere end fem år, efter diagnosen er stillet.
ALS
- Amyotrofisk lateral sklerose (ALS) er en sjælden sygdom og en af de alvorligste nervesygdomme, da den altid er dødelig som følge af en nedbrydning af centralnervesystemet, som styrer musklerne.
- Sygdommen udvikler sig hurtigt, og meget få patienter lever mere end fem år, efter diagnosen er stillet.
Historien om Svend Rolf Larsen er historien om en patient, der skubbede til grænserne, mens han kæmpede for retten til forsøget på at redde sit liv: For hvor langt skal hospitalerne gå for dødeligt syge patienter?
Og hvor langt skal de strække sig, for at disse patienter kan forsøge at redde sig selv?
”Jeg føler, at jeg er frataget myndigheden og min egen selvbestemmelse. Jeg synes, jeg er blevet frataget retten til noget, der potentielt er livsforlængende, og som vi alle kunne blive klogere af at prøve,” hvisker Svend Rolf Larsen.
Han og Elisabeth bor i Hellerup nord for København i samme hus, som Svend Rolf Larsen flyttede til, da han var barn. Udenfor er parkeret en Mercedes med firehjulstræk. Indenfor i en lille stue står rammer med fotos fra familiens liv på et lille bord ved et vindue. Her er blandt andet den onkel på en hvid, spansk hest, som havde en rideskole i Portugal, hvor Svend Rolf Larsen tilbragte sine somre, da han var barn og ung.
For livet er levet udenfor, tæt på naturen, med sejlsport og i køjesenge i sommerhuset.
Det er et smukt par, på en måde hvor de ligner hinanden. Med regelmæssige træk og mørkt, næsten sort hår. Elisabeth Rolf Larsen aer ofte sin mand på hånden. Den ligger med håndfladen fladt ned på spisebordet foran ham og ligner næsten voks, så glat, blød og underligt livløs ser den ud.
Engang imellem bliver følelserne alligevel for meget.
”Det er spontant,” siger Svend Rolf Larsen selv, når han bliver berørt, for tiden har været så kort, fra han var fuld af styrke til nu, hvor han har mistet kontrollen over både sin krop og sit liv.
De første symptomer viste sig i eftersommeren 2013. Svend og Elisabeth Rolf Larsen havde lejet et sommerhus i nordvestjyske Klitmøller for at surfe. Men en dag på stranden faldt han på sit surfbræt og blev kastet op på sandet af en bølge.
Det var, som om musklerne ”ikke ville makke ret”, som parret omtaler symptomerne. Venstre tommel- og pegefinger var svage. Hjemme i Hellerup kunne han ikke dreje nøglen om i låsen på huset.
En fredag aften i januar 2014 tog symptomerne endnu et spring fremad. Den aften var de kørt ud til deres sommerhus i Sejerø-bugten.
”Min arm lever sit eget liv, se,” sagde Svend Rolf Larsen til sin hustru. De tog hans skjorte af. Det var, som om noget var levende under huden. Musklerne trak sig sammen og skabte småbitte sitringer hen over armen og ud på brystet, såkaldte fascikulationer.
Elisabeth Rolf Larsen anede i højere grad end sin mand, hvad de var vidne til. Hun læste medicin, før hun giftede sig, og hun havde også læst journalist Eva Jørgensens bog ”Vi ses i morgen” om livet som partner til et menneske med ALS.
Det var på privathospitalet Bekkevold, en måneds tid efter aftenen i sommerhuset, at en neurolog første gang nævnte den diagnose, Elisabeth Rolf Larsen frygtede mest.
Lægen bad sin patient tage tøjet af. Han stod ved briksen og så nøje på hans lår og ben. Elisabeth Rolf Larsen så det også. Det var ikke kun armen, der levede sit eget liv. Over hele kroppen havde musklerne små spasmer og fik huden til at danse dæmpet.
”Hmm. Du er jo sådan én, der skal have ren besked?”, spurgte lægen sin patient.
Inde i Elisabeth Rolf Larsen skreg en stemme ”Nej!”.
”Jeg vidste jo godt, hvad han ville sige. Jeg kunne have haft en seddel i lommen. Jeg havde allerede sagt til min mor, at jeg havde en mistanke. Men jeg turde ikke sige det højt, for så gik det måske i opfyldelse,” siger hun.
Der gik et år, før diagnosen var sikker. I den tid rejste parret til en klinik for infektionssygdomme i Augsburg i Tyskland for sæt nu, det var borrelia. Svend Rolf Larsen begyndte at træne med Eskild Ebbesen, roeren fra ”Guldfireren”, han byggede sin styrke maksimalt op til det truende nedbrud, hvis det i stedet viste sig at være ALS.
Stemmen havde endnu sin styrke, og han kunne selv gå ind på neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital i København i februar 2015, hvor tvivlen endegyldigt blev fejet væk: Diagnosen var ALS.
Han var ikke glad for den nyhed, forklarer han selv. Men han følte heller ingen panik. I stedet svarede han neurologen med samme ukuelige tiltro til sin egen handlekraft, som han altid havde mestret tilværelsen med:
”Så skal jeg vise dig den bedste udgave af en ALS-patient.”
Elisabeth Rolf Larsen peger bagud mod en stue i villaen:
”Neurologen sad lige derinde og sagde, hun var med os.”
Familie og venner havde længe trawlet nettet efter håb, og den dag – til en hjemmekonsultation i august 2015 – præsenterede parret deres behandlende speciallæge, en neurolog på Bispebjerg Hospital, for en ny medicin, de havde opsporet, lægemidlet GM604, udviklet af en amerikansk virksomhed, Genervon.
Stoffet havde kun været igennem et såkaldt fase II-studie, hvor formålet mest var at fastlægge dosis og bivirkninger. Studiet var ganske lille, det bestod af 12 patienter, hvoraf otte havde fået det aktive stof.
Men det så ud, som om GM604 havde en effekt blandt andet på lungefunktionen, der er et vigtigt parameter for en ALS-patient. Det begrænsede studie var så interessant, at Genervon var tilbudt såkaldt fasttrack af de amerikanske lægemiddelmyndigheder, det vil sige en hurtig vej gennem testsystemet for et fase III-studie, der er næste led i den videnskabelige proces.
Også Svend Rolf Larsens neurolog var interesseret. Hun satte sig til computeren den 28. september 2015 og ansøgte Lægemiddelstyrelsen om en udleveringstilladelse for at hente GM604 til Danmark som såkaldt eksperimentel behandling, det vil sige en særlig tilladelse til at behandle en konkret patient med et ikke-godkendt lægemiddel.
Neurologen hæftede sig fra starten ved de sparsomme data.
”Der er ikke publiceret abstract eller anden neutral vurdering af resultaterne,” skrev hun blandt andet i sin ansøgning.
Men patientens sygdom var ”fremadskridende og dødelig”, skrev hun også. Hvis Lægemiddelstyrelsen kunne hive supplerende dokumentation ud af virksomheden og ville give sit ja, havde hun lagt en plan for behandling og monitorering.
Svend Rolf Larsens speciallæge, en neurolog på Bispebjerg Hospital, søger Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at behandle sin patient med et nyt stof. Sygdommen er ”fremadskridende og dødelig”, skriver hun blandt andet. Klik på billedet for stor størrelse.Tilladelsen kom allerede fire dage senere. Der gik dog næsten tre uger, før Svend Rolf Larsen fik nyheden i en mail den 22. oktober, hvor neurologen på samme tid kastede en smule malurt i bægeret.
”Så er der både godt og skidt nyt. Først det gode: Jeg har fået Sundhedsstyrelsens (i dag Lægemiddelstyrelsen, red.) godkendelse af udleveringstilladelsen på GM604 til dig. Så det dårlige: Jeg har fået problemer med finansieringen. Vi har bedt regionen om en bevilling, men det vil de ikke give,” skrev hun.
Men neurologen var kampberedt, forstod Svend Rolf Larsen på mailen:
”… jeg forventer en eller anden løsning nu, hvor jeg har fået udleveringstilladelsen. Politikere fra samtlige partier bryster sig jo af, at vi skal have råd til alle behandlinger, og Sundhedsstyrelsens ordning med eksperimentel behandling er jo fuldstændig hul, hvis man har en udleveringstilladelse, så sagen stopper ikke her for mit vedkommende.”
Neurologen ønsker fortsat at behandle sin patient, men har fået "problemer med finansieringen", giver hun udtryk for i denne mail til sin patient, hvor hun også oplyser, at én hurdle i hvert fald er af vejen: Lægemiddelstyrelsen har givet sin udleveringstilladelse. Klik på billedet for stor størrelse.Den aften fejrede Rolf Larsens med en lille flaske med champagne.
”Vi vidste, vi kunne få medicinen, vi havde tilladelsen. Alle andre problemer kunne jo løses,” siger Svend Rolf Larsen om fejringen.
”Vi var meget lykkelige,” husker hans hustru, men supplerer straks, ”det var også en stressfølelse. Vi følte, vi havde travlt. Vi skulle passe på motorneuronerne, og tiden arbejder ikke for en ALS-patient.”
Forfaldet i de motoriske nerver kunne nærmest følges måned for måned nu. 10 dage efter champagnefejringen blev soveværelset flyttet fra første sal til stuen. Svend Rolf Larsen kunne ikke længere gå. Inden da var også arme og hænder blevet lammede, og en personlig hjælper blev – og er – nødvendig på arbejdet.
Det var dér, på kontoret, at Svend Rolf Larsen åbnede endnu en mail fra sin neurolog den 3. november.
I denne mail stod intet om finansiering. I stedet lagde lægen vægt på den svage dokumentation for GM604, der efter hendes mening ikke var udbygget tilstrækkeligt med de supplerende oplysninger, Lægemiddelstyrelsen havde fået i forbindelse med udleveringstilladelsen. Hun pointerede, at tilladelsen ikke betød, at hospitalet og regionen var forpligtet til at tilbyde behandling. Sagen var blevet diskuteret med koncerndirektøren i Region Hovedstaden samt vicedirektøren på Bispebjerg Hospital. Summen var et nej.
Hjemme i Hellerup blev lægens ageren tolket som en klokkeklar kovending: Først ville hun behandle, så ville hun ikke, og mellem de to punkter lå det klareste, mest tilgængelige argument i mailen fra den 22. oktober, der handlede om penge. Intet havde jo ændret sig i forhold til dokumentationen for lægemidlet, mente parret: Stoffet havde hele tiden kun været igennem et fase II-studie, og udleveringstilladelsen var givet på dét grundlag.
Svend Rolf Larsen havde kun denne ene mulighed for behandling med GM604. Han kunne ikke tage til udlandet eller på privathospital i stedet. GM604 er ikke er godkendt noget sted i verden, så behandlingen krævede en udleveringstilladelse til eksperimentel behandling ligesom den, Lægemiddelstyrelsen havde givet. Tilladelsen var knyttet til neurologen, der havde søgt, hun var hans eneste chance.
Hvis det var finansieringen, der var problemet, besluttede parret, at de selv kunne betale de cirka 650.000 kroner, som GM604 kostede, inden tiden løb ud i beslutningsgange og bureaukrati.
Men også det håb blev slået ned i neurologens mail: ”egenbetaling [er] heller ikke […] en mulighed,” skrev hun.
Herfra fik sagen et politisk efterspil, der strakte sig helt frem til marts i år. Endnu en patient meldte sig på banen og fremførte sin sag politisk i håb om behandling med GM604 – og foreslog også en vis grad af egenbetaling. Nye håb opstod og svandt igen, men argumenterne fra det første afslag bestod som sagens kerne.
På det tidspunkt var der opstået en arbejdsdeling hjemme i Hellerup. Elisabeth Rolf Larsen tog sig af sin mand, mens hans barndomsven Troels Dalberg tog sig af stort set al korrespondance omkring hans behandling.
Han aktiverede politikere både i Region Hovedstaden og på Christiansborg til at stille spørgsmål om Svend Rolf Larsens sag, han skrev til sundhedsministeren, og på et tidspunkt hyrede familien også et kommunikationsbureau til at lobbye for sig.
”Vi siger, patienten er i centrum. Burde man så ikke efterleve hans ønske? Nogle efterlader deres penge til velgørenhed, denne patient ønsker at bruge dem på sig selv,” skrev for eksempel Liberal Alliances sundhedsordfører, May-Britt Kattrup, til koncerndirektøren i Region Hovedstaden.
For hvorfor måtte Svend Rolf Larsen ikke underkaste sig eksperimentel behandling? Var han ”prioriteret” væk, og hvorfor kunne han i så fald ikke selv betale?
”Hvis man som dansker vil have lavet en række mere eksotiske, kosmetiske operationer, så siger vores fælles kasse, det offentlige: Fint, men det må du selv betale”, skrev Troels Dalberg i én af sine mange mails til sagens aktører, ”men hvis man som ALS-patient med en dødelig sygdom hængende over hovedet ønsker at få en ny og potentiel banebrydende behandling, som man endda har fået Sundhedsstyrelsens accept af – så kan det ikke lade sig gøre, selv om man frivilligt tilbyder at betale hver en krone.”
Han sluttede mailen med, hvad man bedst kan kalde et politisk statement:
”Jeg mener, det er direkte menneskerettighedskrænkende og må være forankret i en egentlig dybt socialistisk tankegang.”
Den sidste kommentar ramte mere præcist, end han måske anede.
Fra hospitalslægernes perspektiv traf de en beslutning, der godt nok ikke føjede Svend Rolf Larsens individuelle ønske, men som havde til hensigt at beskytte brede og fælles interesser, især den videnskabelige protokol ved forsøg og andre ALS-patienter i samme situation som Svend Rolf Larsen. Hverken vicedirektør på Bispebjerg Hospital, Kristian Antonsen, eller koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend Hartling, kan svare på, præcis hvorfor Svend Rolf Larsens læge skrev, at hun ”havde fået problemer med finansieringen”. Selv vil neurologen ikke udtale sig.
Men lederne insisterer på, at afslaget var en lægefaglig beslutning og ikke et diktat oppefra.
Neurologens skift fra ja til nej var resultatet af en udvikling, efterhånden som lægerne på afdelingen lærte mere om GM604 og virksomheden Genervon.
Den 6. november 2015, efter Svend Rolf Larsen havde fået afslag, forfattede hans neurolog en redegørelse til regionens øvrige hospitaler. Heri redegjorde hun for, at ”behandling med GM604 ikke [er] mulig i Region Hovedstaden”, som titlen var. Her oplistede hun sine argumenter.
For det første havde Lægemiddelstyrelsen ikke fået adgang til væsentlige nye oplysninger i forbindelse med ansøgningen om udleveringstilladelse, som hun havde forventet. Dokumentationen var og blev så svag, at den næppe kunne bruges til at fastslå nogen som helst effekt af GM604. Det vurderede Bispebjerg Hospitals egen ekspert, den ledende overlæge på klinisk farmakologisk afdeling.
For det andet tydede intet på, at virksomheden havde nogen intentioner om at bevise de påståede effekter af deres lægemiddel med yderligere forskning. Faktisk tilbød Bispebjerg Hospital gentagne gange at behandle Svend Rolf Larsen som led i kliniske forsøg, men virksomheden virkede ikke interesseret i at indlede forsøgene – og har til dato ikke gjort det endnu.
Desuden var Genervons markedsføring dybt usympatisk.
”Du må gøre, hvad der er nødvendigt for at redde din vens liv og andre ALS-patienter i Danmark,” citerede neurologen blandt andet en mail fra Genervon til en pårørende.
“Vi finder det moralsk anstødeligt, at firmaet i stor stil forsøger at sælge deres eksperimentelle medicin til desperate ALS-patienter på ’compassionate use’-tilladelse (som eksperimentel behandling, red.) uden at være mere aktive med henblik på at få godkendt og finansieret et fase III-forsøg,” skrev neurologen.
Hospitalet og regionen undersøgte muligheden for Svend Rolf Larsens forslag om egenbetaling. Men juristerne fastslog, at patienter i Danmark ikke kan møde op og bede systemet administrere deres medicin. Med andre ord kan man i det offentlige sundhedsvæsen fravælge den tilbudte behandling, men ikke forlange ikke-udbudt behandling.
Allerede før den afklaring var på plads, var Bispebjerg Hospitals neurologer dog skeptiske, uanset hvem der betalte:
”Vi kan samtidig ikke bifalde eventuel mulighed for egenbetaling af behandlingen af patienterne, fordi det vil lægge unødigt pres på andre patienter for selv at skaffe midlerne til denne meget dyre udokumenterede behandling,” skrev neurologen i sin redegørelse.
Hvis patienten selv kunne betale, kunne det åbne for en Pandoras æske af mennesker, som ”begynder at sælge hus og hjem for selv at skaffe pengene til at få adgang til noget medicin, som kun er prøvet på 12 patienter,” som en regionsrådspolitiker skrev til Troels Dalberg i en mail.
ALS er en helt igennem forfærdelig sygdom og i 2016 stadig desværre uden væsentlige behandlingsmuligheder, siger Kristian Antonsen, vicedirektøren på Bispebjerg Hospital.
Men uanset hvor desperat situationen er for den enkelte, må nogen forsøge at fastholde det videnskabelige overblik – også når det gælder eksperimentel behandling.
”Det er også ud fra et ønske om at holde styr på, hvad vi behandler med, og hvad der sker, når vi gør det. Hvis blot 10 eller 50 præparater var i spil på den måde, det vil sige, at vi bare gik og sprøjtede dem ind uden nævneværdigt kendskab til virkning og uden systematisk evaluering af effekten, ville vi jo ikke ane, om vi tilføjer mere skade end gavn – eller om det overhovedet har nogen effekt,” siger han.
I den forbindelse fremstod Genervon som en virksomhed, hvor foden skulle sættes ned:
”De har i mine øjne forledt folk. Jeg mener, de lyver og bedrager og snyder dem til at tro, der er en effekt. Det er afskyeligt, det er bare ikke i orden, og nogen er altså nødt til at stoppe det dér,” siger vicedirektøren.
Hvilken værdi har livet for et menneske, som gradvist bliver låst inde i sin krop, mens en dødsdom hænger over ham? Hvilke drømme plager ham om natten, og hvad tænker han på, når han slår øjnene op hver morgen?
På livet, svarer Svend Rolf Larsen:
”Jeg har en fantastisk familie og meget fine venner. Jeg har fine oplevelser fra hele verden. Det tænker jeg på. Og hvad jeg skal i dag. Jeg går på arbejde, og jeg læser aviser, mange udenlandske aviser.”
Da han første gang hørte om ALS, kendte han intet til sygdommen. Men han kendte Stephen Hawking – stjernefysikeren fra Cambridge, som lever på 50. år med ALS og kommunikerer med verden uden for sin krop ved hjælp af et tale-genererende apparat, han styrer med én kindmuskel.
”Det værste er, hvis der er en brun bjørn på vej ind i teltet,” hvisker Svend Rolf Larsen flere gange som svar på, hvad han tænker om fremtiden, og om han længes efter fortiden; dengang for kun få måneder siden, hvor han stadig kunne gå, spise og bruge sine hænder.
I Alaska, på sine fisketure dér, lærte han, at en bjørn i teltet er det værste, der kan ske. ALS er kun nummer to.
Pointen er, at Svend Rolf Larsen kæmper for mere end at forlænge livet med en måned eller to. Han kæmper for et helt liv. Det vil foregå i kørestol og med sondemad, men det er et liv, der er værd at leve for et menneske, som stadig har alt det i tilværelsen, der kan rummes i et hoved – lige som Stephen Hawking.
I det perspektiv kan Svend Rolf Larsen ikke tage hensyn til, om Genervon markedsfører sig på en måde, der støder i hvert fald et dansk publikum. Han ved, at dokumentationen er spinkel, men den er det bedste, der er for et menneske, hvis prognose kun er yderligere hjælpeløshed og død – og det fik han medhold i af de lægefaglige kapaciteter i Lægemiddelstyrelsen, der gav udleveringstilladelsen.
Alle ville være blevet klogere, hvis han havde fået lov at tage chancen og omkostningerne på sig og prøvet GM604 – også de, der i første omgang ikke selv kunne betale, argumenterer han.
Men tror du virkelig, GM604 kunne indfri alt det?
”Man har et håb,” hvisker han.
LÆGEMIDDELSTYRELSEN:
GM604 ER IKKE HEKSEMEDICIN
- ”Jeg står ved udleveringstilladelsen på baggrund af de data, vi havde, da vi gav den. Men jeg vil sige, at vi måske skal interessere os mere for firmaet, selv om vi ikke har hjemmel til at kritisere et firmas fremfærd over for patienter og pårørende, og jeg vil heller ikke udelukke, at vi skal stramme lidt op fremover.”
- ”Kravene til evidens er lavere, når vi taler om udleveringstilladelse til eksperimentel behandling af en alvorlig, livstruende sygdom uden behandlingsmuligheder. Data for GM604 var spinkle, men jeg mener, de var nok til at give udleveringstilladelse til eksperimentel behandling.”
- ”Det var en unik ansøgning, som vi behandlede meget grundigt, og vi var mange mennesker involveret. Jeg har tidligere – for år tilbage – givet udleveringstilladelse på lige så spinkelt grundlag til kræftlægemidler.”
- ”Vi tager ansøgningen alvorligt, når en specialafdeling søger udleveringstilladelse hos os. Vi skal se efter, at medicinen ikke er ren 'mumbojumbo', at den har en tilstrækkelig kvalitet, og hvor den kommer fra. Og så regner vi med, at patienten får behandlingen.”
Del artiklen med dine venner: