Hans Henrik Bruun, lektor i økologi og evolution ved biologisk institut på Københavns Universitet, faldt for mange år siden over Kamphøveners dagbog på Botanisk Centralbibliotek i København.

”Det slog benene helt væk under mig, at der har været arter som klokkeensian, fin kæruld og bakkegøgeurt på Køge Ås. Først blev jeg eksalteret over, at de har levet dér, og så satte det en masse tanker i gang om, hvorfor de var gået tabt. Var det på grund af mennesker, og hvis ja, hvorfor kunne vi så ikke lade dem være?” siger han.

Biologer taler om shifting baseline syndrom. Hans Henrik Bruun var selv genstand for fænomenet, da han i vantro læste Kamphøveners dagbog om plantelivet på Køgeegnen i 1835: nemlig, at mennesker kun husker den natur, der har eksisteret i deres egen levetid og tror, at den er standarden for, hvor naturlig natur kan være.

Men i Danmark er mere end 340 plante- og dyrearter uddøde siden 1850 ifølge Miljø- og Fødevareministeriet. Den danske Rødliste fra 2019 er en samlet oversigt over 13.276 danske arter af svampe, dyr og planter, der blandt andet rummer information om, hvor truede disse arter er. I alt 1844 eller 17 procent af arterne er truede ifølge rødlistens artseksperter.

Hvordan ser artsrig natur egentlig ud? Hvordan lugter og lyder den, og hvilke følelser har naturen fremkaldt i mennesker, som har mødt den i sin mere oprindelige mangfoldighed?

Kristeligt Dagblad er taget på en ekspedition, der har til hensigt at genskabe den danske natur, som den så ud engang, og som den kan se ud igen.

Vi tager til Køge Ås på en historisk rejse for at male et billede af den såkaldte basislinje, det vil sige referencepunktet for dansk natur i sin oprindelige rigdom. Vi besøger et husmandssted ved Silkeborg, der som et eksperiment har lagt sine pløjemarker tilbage til en mere naturlig tilstand. Og vi rejser til steder i verden, der stadig har et dyreliv tæt på basislinje, og som kan ligne det, der engang har været i Danmark.

Små hundrede år efter Kamphøveners optegnelser, i 1929, skrev professor og dr.phil. Carl Wesenberg-Lund en kronik i dagbladet Politiken. I lange passager hengav han sig til beskrivelser af bier, som nu var væk, men som engang havde fyldt hans ører og hjerte med deres summen:

”Vi står for cirka 40 år siden i en af de store Frugthaver, hvor Gravensten, Flaskeæbletræer og Kejserindepærer blomstrer. Ved siden af mig står Gartneren. Her er et Liv, en Summen, så man knapt kan høre Ørenlyd; Honningbier, Humler, Jordbier, alt imellem hinanden. Glad siger Gartneren til mig: ’Kender De noget skønnere end disse hvide Frugttræer med deres Skyer af Insekter omkring sig; der er ingen Tone, jeg hellere lytter til, end Biernes Summen om Frugttræernes Kroner’.”

I kronikkens nutid, altså 1929, stod professoren igen i haven med gartneren, nu en gammel mand:

”Kan De sige mig, hvor er alle bierne henne, hvor er de henne, de mange forskellige Slags?” spurgte gartneren da sin lærde gæst.

Kronikken er som et råb fra fortiden om ”dansk Insektliv og den Danske Blomsterverdens enorme Aftagen”, som den blev præsenteret i Politiken – og præcis som bidød og tabet af arter debatteres i dag.

Men hvor i forskellige tiders naturtilstande er basislinjen, altså den ”oprindelige” natur?

Det bedste referencepunkt er Eem-mellemistiden for 130.000-118.000 år siden, før mennesket indvandrede til Danmark, mener både Hans Henrik Bruun og Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved institut for bioscience ved Aarhus Universitet.

”Det er vigtigt at forstå, at når vi søger tilbage til det tidspunkt i vores forskning, så er det ikke fordi, vi mener, verden skal se ud på den måde i dag. Vi bruger bare Eem til at sige: Hvilken verden lever vi i, og hvordan kunne den se ud?” siger Rasmus Ejrnæs.

Klimaet i Eem var omtrent som i dag, og det samme var de fleste af arterne, og derfor er perioden den bedste reference.

Af træer var der for eksempel skovfyr, elm, birk, eg og lind. Der var buske og urter som pil, hassel, vedbend, syre, lyng og nælde. Og der var biller, fisk, padder, fugle, krybdyr og småpattedyr, som mange børn kender i dag, fra møgbiller, gedder, skrubtudser og snoge til gråænder, solsorte, pindsvin, spidsmus og mange flere.

Siden har mennesket påvirket naturen på en række måder, der er afgørende for tabet af biodiversitet, siger Hans Henrik Bruun. Han stadfæster ændringer på den tid, hvor de er sket:

Agerbruget kom til Danmark for 6000 år siden, og afgrøderne tog gradvist pladsen fra andre planter, så landbrug, gartneri og skovbrug i dag dækker 82 procent af Danmarks areal ifølge Danmarks Statistik. Siden slutningen af 1800-tallet har næringsstoffer som fosfor, kvælstof og kalium gjort landmænds marker stadig mere frugtbare. Næringsstofferne favoriserer få hurtigvoksende plantearter, der tager pladsen fra andre, som hører hjemme i de næringsfattige miljøer, der egentlig er mest naturlige i Danmark, og det bidrager yderligere til tabet af biodiversitet.

Mennesker har lagt dræn, gravet grøfter i skove og moser, kanaliseret, oprenset vandløb, tørlagt søer og bygget diger siden industrialiseringen. Men dræningen har ændret levesteder for arter, der er knyttet til det vand, der engang flød mere frit og rigeligt i Danmark.

Og så er der de store planteædere, der græsser, roder, tramper, støvbader, skider, dør og rådner i naturen. Megafauna spiller en afgørende rolle i et økosystem, fordi mange forskellige plantearter kan finde plads i det åbne og uensartede landskab, dyrene skaber, og fordi insekter og fugle følger med dyrene og det mere mangfoldige planteliv.

Skovelefanter, urokser og kæmpehjorte var en del af den megafauna, som stod for disse effekter i Eem. Men langt op i tiden mimede græssende husdyr, som selv skulle finde føden på overdrev og i skov, deres effekt for økosystemerne. I 1861 talte man i Danmark for eksempel 362.000 heste (mod 53.000 i dag, som ikke græsser frit), 1,5 million stykker kvæg (1,3 millioner i dag) og næsten to millioner får (170.000 i dag).

Og sådan behøver man faktisk ikke at rejse til Eem for at finde en basislinje for dansk natur. Man kan starte på Køge Ås, hvor Bernhard Kamphøvener skrev sin dagbog i 1835.

185 år senere sidder biolog Hans Henrik Bruun på en ormædt bænk på toppen af åsen:

”Vi er i en produktionsbøgeskov. De her bøge er cirka 40 år og skal høstes om 50-60 år. Over os er lysegrønne bøgeblade, og der er et tykt lag anemoner i skovbunden, kun brudt af sidste års nedfaldne blade og enkelte gule guldnælder. For foden af åsen mellem træerne ser vi en mark, der er grøn af græs. Grågæs skræpper fra engene, vi hører en sumpmejse og en solsort synge i det fjerne. Tæt på er en musvit, den siger: ’ti-fy, ti-fy’,” beskriver han.

Bernhard Kamphøvener, derimod, kunne lige så godt have botaniseret på Køge Ås i mellemistiden som i 1835:

”Åsen var hverken dyrket, drænet eller gødet, og produktionsskoven var ikke plantet. Kamphøveners planteliste vidner om, at det var et mosaiklandskab af åbne områder og skov med levested for arter, som er meget tæt på, hvad vi ville forvente, hvis der slet ikke havde været mennesker i Danmark,” siger Hans Henrik Bruun.

Kamphøveners tid lå nogle årtier efter den såkaldte Fredskovsforordning i 1805. Med den skilte man skov og græsningsarealer, netop som den opdeling i bøgeskov og græsmark, der ses på åsen i dag.

Teolog og botaniker Christian Vaupel udgav i 1863 bogen ”De Danske Skove”. Her bar han vidnesbyrd om, hvor helt forandret landskabet blev med skovindfredningerne:

”Men hvad det mærkeligste er, Bevoxningen har i de frugtbareste Skove opnaaet en Tæthed, som man ikke skulle troe var mulig... I forrige Aarhundrede var Skoven saa aaben at man kunne se derigennem…,” skrev han.

Men på Køge Ås var processen forsinket på grund af indviklede ejerforhold. Derfor gik Kamphøvener rundt i den gamle, uordentlige mosaik af højskov, lavskov, græsland og mose, hvor ”udgangsøg”, det vil sige reserveheste, græssede året rundt.

Hvor terrænet er stejlt, flød grundvand ud af jorden i små bække, og under vandet lå udfældninger af grå kildekalk, omtrent som en lille elv risler over en klippe. Vandet endte i engen. Der har Kamphøvener ikke gået på en græsmark, men trådt over sumpede partier og bække, det ene øjeblik med svampelugt og sur mose i næsen, det næste med en duft af sød, krydret hvidtjørn, så tyk at den næsten hang som støv i luften. Dér fandt han arter, man i dag skal til Skåne eller Himmerland for at opleve, for eksempel afbidt høgeskæg, der har gule blomster, bakkegøgeurt, der er changerende lilla, og blåtoppet kohvede, der er blå og gul.

12 sommerfuglearter er uddøde siden 1950. Men omkring ham svirrede blandt andet den brunorange terningsommerfugl og rødlig perlemorsommerfugl. Sanglærker, gulspurve, skovpiber og hærfugles klukkende ”woop woop” blandede sig med sangen fra andre fugle.

”Det har været ekstremt oplevelsesrigt,” siger Hans Henrik Bruun.

I Resenbro lidt uden for Silkeborg satte lodsejer Peder Størup og hans forældre for 10 år siden de sidste af familiens marker fri, efter hans far var stoppet med intensiv husdyrproduktion.

Han ville se med sine egne øjne, hvordan naturen kan udvikle sig, hvis den slippes fri, og projektet kan ikke skilles fra den følelse, som også Hans Henrik Bruun forbinder med Kamphøveners Køge:

”Jeg har altid været glad for natur, men det er kun 10 år siden, jeg for alvor blev bevidst om, hvilke bombe af sanseindtryk artsrig natur er,” siger Peder Størup.

Det skete en sommeraften, hvor han sad med sin far på et overdrev i området, der aldrig har været dyrket.

”Det var et blomsterhav. Pludselig begyndte min far at tælle planter, og han kom til 30 arter bare på den kvadratmeter, hvor vi sad. Der fløj sommerfugle omkring på en måde, jeg aldrig før har set. Jeg mærkede en ro og glæde. Ligesom at være i en af de store kirker, følelsen af at være en del af noget større, af at det bare var for vildt. Natur er en ekstrem oplevelse, hvor den har det godt,” siger han.

Han viser Kristeligt Dagblad rundt på 12 hektar ud af i alt 28, som familien nogenlunde lader passe sig selv. Et åbent stykke land med lav, grøn plantevækst skråner opad, hvor en løvskov begynder.

For 10 år siden var det her intensivt dyrket mark og en pyntegrøntsplantage.

”Gødsket, sprøjtet og omlagt efter alle kunstens regler for at få maksimalt udbytte,” siger Peder Størup.

Nu finder islandske heste selv deres føde på området året rundt. Lige nu går her tre heste og to føl. Hingsten er 12 år og aldrig blevet fodret. Dyrene har trådt en jordet sti, der fører ind mellem træerne i en lille, selvsået birkelund.

”Det er efter min mening en misforståelse, at heste spiser græs. De spiser, hvad der er,” siger Peder Størup.

Han sætter foden på et ungt birketræ, der har skudt med fem tynde stammer. Tre er knækket af ved jorden, og på en lille lind ved siden af er grenene bidt af fra toppen. Hestestier fører ind i den nedlagte pyntegrøntsplantage, den er mørk som i et eventyr af Grimm, men ender pludselig i en lysning. Her slog skovrejsningen i sin tid fejl, og nu holder hestene stedet fra at springe i skov.

Enkelte høje fyrretræer står spredt med buske indimellem. Eg og andre løvtræer har sået sig selv, de vokser lavt og kroget. Dem, som hestene ikke udraderer helt, bliver en dag til lave, bredkronede træer, for de skal ikke strække sig for at nå solen, sådan som træer med lange, slanke stammer i en tætplantet skov.

Bevoksningen ved jorden er grøn og gul. Der er stort set ingen græs. Det er i stedet urter som for eksempel tjærenellike, syre og laver, som trives i et næringsfattigt miljø. Jorden blev dybdepløjet i skovrejsningen, så næringsstofferne fra den tidligere landbrugsdrift er næsten vasket ud. Derfor kan urterne trives her, og fordi hestene spiser landet bart om vinteren, så de lave, nøjsomme planter ikke bliver kvalt i højt græs og andre dominerende arter.

”Her er en variation, der er meget tæt på det, man kunne forestille sig, at et naturligt økosystem ville rumme,” siger Peder Størup.

For ham er hestene et ”universaldyr”. De har ”med sikkerhed” henført biodiversiteten på hans jorde til ellers hedengange tider.

Fra juni breder tæpper af de lilla tjærenelliker sig. På våde steder blomstrer orkideer ”i tusindvis”, og, hvor der er mest tørt, er jorden dækket af håret høgeurt med gule blomster. Fra maj til oktober sætter den ene art efter den anden området i et blomsterflor, og der kommer stadig flere til.

”For mig er det en stor oplevelse at se naturen tage det tabte tilbage. Så snart man stopper driften, myldrer det ind med liv. Vilde arter kommer flyvende ind fra overdrev og markskel, og når planterne begynder at blomstre, kommer sommerfuglene. Man begynder at glæde sig og bliver overrasket, når man finder en art, man har hørt er sjælden, og pludselig er den her. Det føles rigtigt og godt, når man kan se liv trives,” siger han.

Var det mon en beslægtet følelse af ærefrygt og gru, som de tidlige mennesker følte, da de skabte den første billedkunst og malede tableauer af næsehorn, huleløver og vildheste i Chauvet-grotten i Frankrig for 35.000 år siden?

Det tror biolog Rasmus Ejsnæs:

”Jeg forestiller mig, at de malede livets skønhed,” skrev han i 2017 i et indlæg i Weekendavisen, som i øvrigt handlede om hans møde med et tilsvarende dyreliv på en rejse til det sydlige Afrika.

Peder Størups heste imiterer de effekter, som de store planteædere havde, inden de blev udryddet, fortrængt og reduceret i antal. Men Rasmus Ejrnæs rejste til Afrika for at opleve den effekt, en basislinje af store dyr i sig selv har på et menneske.

Det er nødvendigt at tage så langt væk. I et forskningsprojekt fra 2018 forsøgte forskere fra Aarhus Universitet at estimere en basislinje for store planteædende dyr i Europa.

Studiet er baseret på data om bestandene af store planteædere i økosystemer på fem kontinenter koblet med satellitmål for områdernes såkaldt primære produktivitet, det vil sige fødegrundlaget. Stort set kun i Afrika og i mindre grad Asien fandt forskerne, at der var en sammenhæng mellem tætheden af store dyr og den mad, der var til rådighed. Langt de fleste steder var der langt færre dyr, end man burde forvente. Baseret på studiet estimerede forskerne, at naturlige tætheder af store dyr er på mindst 80 og helt op til 200 kilo planteæder per hektar.

På Peder Størups jorde ved Silkeborg er der 125 kilo islandsk hest per hektar. I Danmark er kronhjorten den største fritlevende planteæder. Der er cirka otte kilo kronhjort per hektar, hvor der er flest her i landet, hvilket er på Djursland og i Vestjylland, for eksempel Hanstholm Vildtreservat i Thy og Oksbøl ved Varde.

Rasmus Ejrnæs rejste til Afrika, fordi han følte ”en længsel”, siger han.

”Kunne jeg blive klogere på basislinjen? Det var en grundlæggende videnskabelig nysgerrighed: Hvordan kunne dyrelivet se ud herhjemme, når nu vi ved, at Europa og alle andre kontinenter også har haft den her megafauna engang,” siger han.

Han ville se noget, der ”absolut kunne lade sig gøre” i Danmark. Så han besøgte først Nkomazi-reservatet i Sydafrika, hvor 16.000 hektar er bag ét stort hegn. Til sammenligning er Nationalpark Thy, Danmarks største nationalpark, på 21.000 hektar. Desuden havde Nkomazi forholdsvis kolde vintre og ligner på den måde også Nordeuropa lidt.

Rasmus Ejrnæs kørte rundt i området i tre dage med sin familie og guide. Der var zebraer, gnuer, antiloper, giraffer, elefanter og rovdyr, blandt andet en flok løver og en leopard.

Bagefter rejste familien til Okavango-deltaet i Botswana, der er et vildt naturområde på størrelse med en tredjedel af Danmark. Der sov de i en teltlejr uden hegn omkring. Natten var fuld af lyde. Først kom et kor af frøer, der lød som raslende klokker. Løver brølede i det fjerne, og flodhestene gik på land for at græsse, familien kunne høre dem pruste i mørket. Rasmus Ejrnæs lyste op i træerne over det åbne das, når han skulle tisse om natten. Måske sad en leopard på lur. En morgen gik en elefant ind mellem teltene i lejren og rystede nogle træer.

De vilde dyr tændte en ”urangst”, siger han. Han følte en ”naturkraft” i reservatet.

”Det var en følelse som at komme tilbage til noget, der er dybt rodfæstet i én. Lidt som at vågne efter en drøm, man ikke kan sætte ord på, fordi den sidder et sted i kroppen, der ikke er helt bevidstgjort endnu,” siger han.

Rejsen var en berigelse. Og et tab. For tænk, hvis mennesket ikke for længst havde glemt, hvilke oplevelser der venter derude med et plante- og dyreliv i sin oprindelige mangfoldighed.

”Nu har jeg en kvalificeret viden om tabet af dyreliv her på kloden. Jeg kan helt realistisk længes efter, at vi i Danmark beslutter, at en del af vores land skal være vild natur, og jeg ved, hvad potentialet er, hvis vi giver plads til krondyr, dådyr, ulv, bæver, bison og andre af de store dyr. Det kan blive storslået,” siger Rasmus Ejrnæs.

”Skal jeg ikke tale med jorden? Er bladene og mulden ikke et stykke af mig selv?”

Henry David Thoreau, ”Walden, livet i skovene”, 1854