Per Kirkeby: Det hele handler om modstanden

Kunstneren Per Kirkeby vil ikke hægtes op på, at hans kunst er bundet til kristendommen. Om den så er skabt til en kirke eller ej. Den er bundet til sig selv. I dag udkommer bogen "Glas og bly", der handler om de 11 glasruder med bibelske motiver, som Per Kirkeby har skabt til Gentofte Kirke

-- Jeg bliver ved med at lave kunst, men jeg vil ikke hægtes op på, at min kunst er bundet til kristendommen. Det er den forkerte binding. Den er bundet til sig selv. Og den binding er inficeret af det dér. Og det er mig, siger Per Kirkeby fra sit atelier i Hellerup nord for København. --
-- Jeg bliver ved med at lave kunst, men jeg vil ikke hægtes op på, at min kunst er bundet til kristendommen. Det er den forkerte binding. Den er bundet til sig selv. Og den binding er inficeret af det dér. Og det er mig, siger Per Kirkeby fra sit atelier i Hellerup nord for København. --. Foto: Leif Tuxen.

Per Kirkeby leder altid efter en grænse eller en modstand i de kunstværker, han laver. Finder han den ikke, kan det være lige meget. Så bliver det alligevel aldrig kunst, og så må han prøve igen. Forfra.

– Der skal være en indre forpligtelse indlejret i maleriet selv, som afspejler grænsen eller modstanden mellem kunstner og værk. Jeg maler mig frem til den grænse, dér hvor maleriet begynder at opstille sine egne regler og binder sig til noget. Hvis ikke det sker, kan jeg jo slaske hvad som helst af.

Per Kirkeby har bestemt ikke "slasket hvad som helst af" gennem årene. Han er Danmarks nok allerstørste nulevende maler – også på verdensplan. Siden 1960'erne har han ikke kun malet, men også lavet skulpturer, tegnet, skrevet og skabt film og scenografi og meget mere. Hans kunstværker hører til i toppen af prislaget på kunstmarkedet, og han er repræsenteret på mange af de vigtigste museer for moderne kunst.

I de senere år har 71-årige Per Kirkeby også markeret sig som en af landets fremmeste kirkekunstnere. Et område, han ellers havde svoret, at han aldrig ville begive sig ind på, og som han til stadighed kæmper imod at identificere sig med. I dag udkommer bogen "Glas og bly" af Mikael Wivel om de 11 glasruder, Per Kirkeby lavede til Gentofte Kirke i 2008.

Her får vi historien om værkets tilblivelse, om glasmaleriernes motiver og om Kirkebys fortolkning af spændet mellem syndefald og opstandelse. Og der er ingen tvivl om, at den danske maler så sikkert og vist også har meget at give til kirkerummet.

Men om det er kunst til en kirke eller kunst i al almindelighed, det kan for så vidt være lige meget, mener Per Kirkeby. Forpligtelsen mellem ham og maleriet skal opstå uanset hvad.

Det foregår alt sammen i atelieret hjemme i Hellerup nord for København. Tanker, skitser, lærred og maling bliver til, blandet og smurt på, og ud af det hele kommer der en Kirkeby.

Lige for tiden er farverne grønne. Et par store og nogle mindre lærreder har fået den første maling på sig, og strukturer og former begynder at dukke frem.

– Pas på, hvor du går. Jeg blander farver på gulvet, bare så du ikke træder i det.

Her er ellers pænt, bedyrer Kirkeby i virvaret af farvepigmenter, tuber, pensler og skulpturer dannet af størknet maling. Han har ry for at holde mere orden end de fleste af sine kolleger.

Atelieret, som Per Kirkeby selv har tegnet, er en tilbygning til den herskabsvilla, som han og hans hustru, Marianne Duus Jørgensen, bor i. Men stort hus kræver det også, for at han kan have nogle af sine egne færdige værker hængende og ikke kun se på dem, han er i gang med at male.

Rummet ved siden af atelieret er Per Kirkebys bibliotek. Det er her, han læser sin avis, og her, han søger viden og inspiration i de tusindvis af bøger, der fylder væggene fra gulv til loft. Man forstår, hvorfor han blev kaldt den lærde maler, da han var professor i Tyskland.

Ved skrivebordet i det ene hjørne sætter han sig med te, blyant og skitseblok. Bordet er tæt pakket med farvekridt, blyanter, kulstifter, pensler, papir og dåser, mens det ikke er til at spotte en telefon, en computer eller andet typisk kontorudstyr.

Han har endnu ikke sagt det første ord, før blyanten sætter streger på papiret.

– Det er en slags koncentrationsmekanisme. Jeg tænker bedst, når jeg tegner.

Selvom Per Kirkeby med årene har indset, at han er et troende eller anfægtet menneske, så har kirkekunst aldrig været noget, han har haft lyst til at lave. Og han bryder sig stadig ikke om titlen kirkekunstner. Det minder lidt for meget om den slags kunst, der produceres i massevis til kirker i Europa, særligt i Tyskland, som mangler kunstnerisk dybde og kvalitet, men som har masser af velmenende kristen tro bag ved sig, synes han.

– Kirkekunst er vanskelig, for der er kun to muligheder. Enten bliver det mest kirke og meget lidt kunst, eller også bliver det meget kunst og næsten ingen kirke.

Og ingen af delene duer. At han så alligevel endte med at sige ja til at lave sin første kirkeopgave i 1994, var ifølge ham selv, fordi han blev noget så banalt som spurgt. Og nok også fordi bevarelsen af de danske kirker ligger ham på sinde.

– Jeg holder meget af at se på kirker. Særligt middelalderkirkerne, men kirker i det hele taget. Jeg skal altid lige ind og se, når jeg kommer forbi en kirke. Eller – det kan man jo ikke mere, hvilket er en stor skam, men da jeg var ung, cyklede jeg ofte rundt og så på kirker. Jeg tror, jeg har set de fleste kirker i Danmark.

Per Kirkeby besluttede sig for at tage et møde med Frejlev menighedsråd, og så var det, som om bordet fangede, følte han. Han arbejdede på kirken i over otte år. Så blev han spurgt igen. Og igen. Og igen.

I 2004 henvendte Fonden til Gentofte Sogns Menighedsarbejde sig til Per Kirkeby i håb om, at han ville lave et nyt alterbillede. Men da han havde set det eksisterende fra 1600-tallet, sagde han nej tak til opgaven. Kirkeby syntes, maleriet passede fint til den lille, men voldsomt udskårne ramme, det sad i, og at et nyt ville forsvinde og ikke gøre nogen forskel overhovedet.

Kirken har siden 1100-tallet undergået mange ændringer og fremstår langtfra oprindelig.

Per Kirkeby pakker sjældent tingene ind og sagde ligeud, at kirkerummet rent stilistisk var endt med at have fællestræk med spisestuen i en grosserervilla, og at våbenhuset lignede garderoben i et forsamlingshus. Hvis stemningen skulle vendes i retning af det religiøse, skulle der ske langt mere omfattende ting end udskiftning af et lille alterbillede. Humlen var, at fonden måtte finde en anden kunstner, men mødet udviklede sig, og i 2008 var Per Kirkeby færdig med 11 nye ruder, der hver især fortolker centrale bibelberetninger.

Dybest set mener Per Kirkeby, at troen eller i hvert fald en kristen anfægtelse skal være til stede, hvis man laver kirkekunst. Alligevel er det ikke meget anderledes for Per Kirkeby at lave kirkekunst end al anden form for kunst. For selvom kunsten laves til en kirke, så kan man som sådan ikke sætte sig for at male et religiøst maleri.

– Man kan illustrere de gode bibelhistorier, men det kommer der ikke nødvendigvis et kristent eller religiøst billede ud af. Man kan da godt sige, at man vil male et kristent billede, men det kristelige må ikke være en undskyldning for, at billedet ikke er godt nok. Til gengæld hvis en kunstner laver det allerbedste maleri, han kan, så er det i en vis forstand religiøst. Så indeholder det alt, hvad der findes af eksistentielle overvejelser og erfaringer i det menneske – det er det, man maler et maleri af – og så er det på en måde godt nok.

– Jeg har også selv en anden fordring. At et maleri skal have en stram indre struktur. Hvis der er løse håndbevægelser, så skal de hænge på en klar struktur. Man kan ikke bare skyde udenom. Og når jeg ser på meget ny kirkekunst, så synes jeg simpelthen ikke, det er godt nok. Det har ikke den jernhårde indre struktur. Det er ikke forpligtet nok over for sig selv og dermed heller ikke over for den sammenhæng, det indgår i.

Per Kirkeby tager sin tekop og hælder resterne over i en af de bøtter, der står på skrivebordet. Han tager en pensel og begynder at male på skitseblokkens tankestreger, så kul og blyant bliver til penselstrøg.

Kommer religiøsiteten ind i billedet, ved at du er tro mod...?

– Tro mod det at male et billede, ja. Det er selvfølgelig en lidt flot formulering, som stadig kun flytter problemet en lille smule. Men kernen i det lader sig ikke formulere. Det her er i hvert fald det nærmeste, jeg er kommet det. Og jeg har tænkt meget over det, for jeg synes, der skal være en grund til at lave kirkekunst. Man maler ikke bare et billede, siger Per Kirkeby.

Der er dog kunstnere gennem tiden, som har lavet kunst til kirker uden at have den indre anfægtelse eller troen med sig. I 1982 lavede Cobrakunstneren Carl-Henning Pedersen et loft, nogle vægmalerier og glasruder til Ribe Domkirke, selvom han var erklæret ateist.

– Dengang var jeg ligesom mange andre modstander af det, og jeg bryder mig vel heller ikke helt om motiverne. Men når jeg ser det i dag, så synes jeg faktisk, han lykkedes med det. Det til trods for, at der ikke er noget som helst, heller ikke i motivet, som binder det an til nogen grad af kristen tro. Historisk set så har vi heller ingen garanti for, at de malermunke, som de blev kaldt, der malede fremragende kalkmalerier i kirkerne, var troende. Det var nogle slamberter, mange af dem.

Men uden tro kunne Per Kirkeby ikke lave kirkekunst. Det er han sikker på. For med troen og anfægtelsen har han også en relation til det sted, han skaber kunst til, kirken. Også selvom han ikke er noget gudstjenestemenneske. Hvordan hans tro og hans kunst spiller sammen, ved han ikke helt. Troen er ham meget privat, men den er der.

– Jeg kan ikke overbevise andre mennesker om, at jeg skal lave kirkekunst, fordi troen eller anfægtelsen er en del af mig. Det er jeg for blufærdig til. Men det er vigtigt for mig selv at vide, at den er der.

Han nævner det alterbillede, han malede til Sct. Mortens Kirke i Randers. Det er beretningen om Getsemane Have og Jesu dødsangst i Per Kirkebys penselstrøg. Han påtog sig opgaven i en periode, hvor han med egne ord var langt ude, både fysisk og psykisk oven på en hjerneblødning.

– Og nu vil jeg ikke sidde her og sige noget banalt om, at når man kommer derud, så har man brug for troen, men det er klart, at jeg var berørt af situationen. "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Jeg var berørt af det, også hinsides det folkekirkelige. Så må jeg bare stole på, at det kommer over på lærredet. Uanset om det er til en kirke eller ej.

Og så er vi tilbage ved dér, hvor han begyndte. Ved den grænse eller modstand, den indre forpligtelse, der er mellem ham og kunstværket. Det er den, det hele handler om.

– Jeg bliver ved med at lave kunst, men jeg vil ikke hægtes op på, at min kunst er bundet til kristendommen. Det er den forkerte binding. Den er bundet til sig selv. Og den binding er inficeret af det dér. Og det er mig.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Bogen om Per Kirkeby og Gentofte Kirke, "Glas og bly", er skrevet af Mikael Wivel og udkommer i dag på Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen anmeldes i Bøger&Kultur-sektionen i morgen.