Fastebrev

Faste uge 2: Det føles absurd at faste uden at give afkald

Problemet med fasten - i hvert fald i den form vi følger - er, at den er hullet som en si. Det giver simpelthen ikke mening, at jeg ikke må spise brød, mens jeg godt må drikke rismælk, skriver studerende Manuel Lahrmann, der faster for første gang i sit liv. Foto: Privatfoto

Det er svært at begrunde vores faste, når den er så fuld af selvmodsigelser. Måske vi skal tillade os at genoverveje, hvad der er ånden i det her projekt. Måske skal vi lægge vores faste om, skriver studerende Manuel Lahrmann efter to ugers faste

De to venner Michaël Borgen-Nielsen og Manuel Lahrmann faster begge to for første gang i år og deler deres udfordringer, glæder og tanker med hinanden og kristendom.dk's læsere i en brevudveksling frem til påske.

Kære Michaël

Du har helt ret! At spise, som vi gør under fasten - vegansk, sundt og endda, som du siger, “rent” - formår kun at placere os blandt livstilsguruer og luksusforbrugere. Det vi egentlig ønskede var at give afkald på det hele.

Man kan også nævne andre modsætninger mellem vores kost og intentioner med den: Det virker for eksempel meget bæredygtigt og ansvarligt, at vi ikke spiser kød og mælkeprodukter, men projektet forråder vel sig selv, så snart vi ikke køber økologisk, eller at dadlerne bliver transporteret fra fjerne lande. Eller det faktum at vores asketiske kost - hvis formål vel også er, at sætte os i de fattiges sted - forbyder os at spise brød, når nu det er så basal en fødevare i hele verden. Eller at vi - i vores sukkerabstinenser - propper os med dadler, abrikoser og tørret banan, til vi får ondt i maven.

Men måske er det forkert at spørge til argumenterne bag vores kost; snarere skulle man følge fastens anvisninger i praksis. Det er lidt som bibelhistorien om Job, der går gennem alle Guds prøvelser, uden nogensinde at spørge til hans motiv. I dag er vi så optagede af, hvordan vores handlinger og holdninger skaber vores unikke, individuelle images. Men fasten er en tradition, der følger en helt anden logik.

Da min far hørte om vores faste, fortalte han mig en historie om landsbyen, han voksede op i. Her fulgte alle fasten - omend i en mildere version. Deres faste bestod i, at de ikke spiste kød om fredagen. Da min far alligevel sad på dørtrinnet en fredag og gnavede af en pølse, slog de forbipasserende sig kors for brystet og tiskede om den uvorne dreng. Er det ikke en utrolig stærk social kontrol? Det får mig til at tænke, at noget så gammeldags som fasten måske skal forstås som et kollektivt ritual. I min fars historie lyder det som om, at man skal følge de religiøse forskrifter uden at rejse spørgsmål. Bag det ligger en konsensus om, at Herren er menneskenes hyrde, og han ved bedst.

Den her form for autoritær og hierarkisk gudstro ligger os meget fjernt i dag. Ligesom vores besættelse af at skabe et bestemt billede af os selv, er vores tro også et personligt forhold, så man i det mindste skal kunne argumentere for, “hvorfor” eller “hvad” det er, man tror på. Det er måske for lang en parallel at drage, men om ikke andet findes der et element af retfærdiggørelse, når man vælger at tro på Gud. Men det er to stærke kræfter, der møder hinanden, når ens tiltro til Herrens alvidenhed møder ens kritiske blik, der afslører alle dogmatikkens selvmodsigelser.

Problemet med fasten - i hvert fald i den form vi følger - er, at den er hullet som en si. Det giver simpelthen ikke mening, at jeg ikke må spise brød, mens jeg godt må drikke rismælk. Vores faste er absurd! Eller i hvert fald svær at begrunde. Måske vi skal tillade os at genoverveje, hvad der er ånden i det her projekt.

Jeg har læst om en katolsk faste - der er strengere, end den man fulgte i min fars landsby - og måske et godt alternativ til den, vi følger nu. I stedet for at føre hetz på specifikke ingredienser, mens andre luksusvarer får lov at snige sig ind, siger denne faste i al sin simpelhed, at den fastende skal begrænse sig til at indtage et eneste rigtigt måltid om dagen. Og supplere med to simple mellemmåltider for at holde sig kørende. Naturligvis spiser man intet kød og drikker ingen alkohol i de fyrre dage, det varer. Dét, der tiltaler mig, er, at den her faste giver et rum til sulten. Ligner det ikke i højere grad Jesu vandring i ørkenen, som de fyrre dages faste frem til påske udspringer fra?

Hvad synes du om en sådan faste? Kan man tillade sig at lægge om nu? Der er trods alt gået to uger.

Venlig hilsen
Manuel

Manuel er studerende og igang med en bachelorgrad på litteraturvidenskab, Københavns Universitet.