WEEKENDAVISEN bragte i sidste uge et interview med den amerikanske uddannelsesøkonom Bryan Caplan, som i 2017 vakte opsigt med bogen ”Why the Education System is a Waste of Time and Money”. Bryan Caplans syn på skole og uddannelse er ikke, at vi lærer for lidt. Problemet er modsat, at vi lærer alt for meget.
Vi bruger tiden på en hel masse, vi overhovedet ikke får brug for i vores arbejdsliv. Derfor er det meste uddannelse spild af både tid og penge. Et mere åndsforladt perspektiv på uddannelse og viden skal man lede længe efter. Her er uddannelse skåret ind til benet. Den er udskilt fra den dimension af dannelse, som normalt præger undervisningen i skolen og på de videregående uddannelser. Alt er reduceret til det, der operativt kan omsættes i den konkrete arbejdsproces. Al overskydende viden er overflødig luksus.
Et sådant ekstremt kynisk syn på uddannelse er i klar modstrid med den gængse opfattelse her i Grundtvigs fædreland, hvor holdningen er skolen for livet – ikke for erhvervslivet. Alligevel kan man spørge sig selv, om det er ved at vinde fodfæste i den konkrete uddannelsespolitik her i Danmark. Det triste svar er nok desværre ja. Et ministerielt udvalg har netop afleveret 37 anbefalinger til uddannelsesminister Søren Pind (V). Det overordnede mål er, at de forskellige bacheloruddannelser skal føre direkte til beskæftigelse. Desuden skal studietiden afkortes og universiteternes top-down -ledelse styrkes, så de enkelte uddannelser holdes i kort snor.
Information kommenterer anbefalingerne på følgende måde: ”Forslaget vil sikkert gøre det lettere at styre de danske universitetsuddannelser i den retning, som politikerne, erhvervsliv og offentligheden gerne vil bevæge dem i. Spørgsmålet er, om det gør uddannelserne bedre?”. Adskillige af os vil nok spørge os selv: Spøger den famøse Caplan ikke mellem linjerne?
Diskussionen af burkaforbuddet – undskyld mig: tildækningsforbuddet – er ved at udvikle sig til den uendelige historie. Danmark fik i sidste uge fik besøg af den algierske rigmand Rachid Nekkaz. Han er fortørnet over udsigten til et forbud og har tilbudt at betale alle kommende burkabøder. Det samme har han gjort i Frankrig og Belgien. ”Jeg er en muslimsk udgave af Voltaire,” udtaler han til Kristeligt Dagblad: ”Jeg siger i Voltaires ånd, at jeg er uenig med de kvinder, der dækker ansigtet til, men jeg vil til enhver tid forsvare deres ret til at gøre det.”
Det bizarre er, at ethvert liberalt sindet medlem af Folketinget får svært ved at modsige ham. Når han alligevel bliver imødegået, er det altså ikke under henvisning til frihedsrettighederne, men i forblommede vendinger som for eksempel udlændinge- og integra tionsordfører Marcus Knuth (V), der i TV 2 Nyhederne påstår, at Nekkaz ”underminerer den danske lovgivning” og tilføjer: ”Vi må se på, om vi eventuelt skal øge straffen.”
I så fald tegner der sig et prekært dilemma for de mange folketingsmedlemmer, som nødtvungent står bag burkaforbuddet. Martin Henriksen, udlændinge- og integrationsordfører for DF, nævner i Morsø Folkeblad muligheden for at skærpe straffen til fængsel hvis nødvendigt. Hvor mange folketingsmedlemmer vil være med på den? Og hvilken ophidset debat vil det ikke udløse – mellem partierne og inden for partiernes egne rækker?
Der tegner sig et stadig tydeligere billede af skepsis og utilfredshed med forhandlingsprocessens spilleregler i overenskomstforhandlingerne. ”Den danske model trives bedst i det private,” hedder det i Kristeligt Dagblad. Her kan arbejdsgivere og arbejdstagere føle hinanden på tænderne. Men for offentligt ansatte er der en ubalance mellem parterne.
Ved uenighed kan Folketinget gennemtrumfe en overenskomst ved lov. Sophie Løhde (V), Finansministeriets chefforhandler, har to kasketter på.
Hun er dels forhandler, men også lovgiver. Det kræver stor politisk takt og pli. Og sporene skræmmer. Overenskomstforhandlingerne i 2013 og det efterfølgende lovindgreb har efterladt et misliebigt skær efter sig. Lærerne blev efter manges opfattelse kørt over. Af samme grund har Kristian Thulesen Dahl (DF) brudt den obligatoriske tavshed blandt politikerne og talt lærernes sag. Det har medført adskillige beskyldninger for ”utidig indblanding”, blandt andet fra Mette Frederiksen (S) i Ekstra Bladet.
Til gengæld oplever Mette Frederiksen ifølge BT kulde i sit eget bagland, fordi hun undlader at tage stilling. I Børsen udtaler den politiske kommentator Helle Ib: ”VLAK har kun én ven lige nu – det er ikke DF. ” Der er for tiden godt røre i den politiske andedam.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.