Det er nødvendigt at indrette sig efter hinanden for at kunne fungere konstruktivt sammen, hvad enten det drejer sig om naboer, venner eller ægtefæller. Jo tættere relationen er, jo sværere er det at omgås hinanden. To mennesker, der agter at tilbringe resten af deres liv sammen, udsætter sig for en følelsesmæssig belastning. Hver part kommer med sin egen personlige følsomhed, som skal interagere intimt med den andens følsomhed. Det fører uvægerligt til sammenstød. At holde et ægteskab på et vitalt og kreativt spor kræver et vist held, udholdenhed og viljestyrke.
At det er godt at indrette sig efter hinanden, er lige så selvfølgeligt som at sige ja til, at solskin er dejligere end gråvejr. Det minder om en tom og intetsigende frase. Hvad vil det egentlig sige at indrette sig efter hinanden?
De fleste par sårer hinanden ufrivilligt. Et tænkt eksempel: Manden har en adfærd, som krænker og irriterer kvinden, og hun har talemåder, som han en gang imellem føler er nedvurderende og ydmygende. Hun føler, at den del af hans væsen, som hun ikke kan lide, er grundlæggende afvigende og unormal, og hun vil presse ham til at blive som andre, mens han mener, at hun er anderledes end andre almindelige kvinder, og at der er noget i vejen med hende. Og så er spillet gående. Det er lettere at beskylde modparten for at være afvigende end at melde ud, at man er blevet ramt. Stridende parter forsøger ubevidst at beskytte sig selv bedst muligt, og en udmelding om, at man er blevet såret på et ømt punkt, kan gøre en ekstra sårbar. Det bedste forsvar er et angreb. I forsøg på at antyde, at modparten har ført en bag lyset, og at man har købt katten i sækken, siges der af og til: ”Du er ikke den, jeg giftede mig med,” hvorved man gør sig selv til offer og den anden til bøddel. Det er et pseudologisk argument, som fejlagtigt antyder, at det ikke er tilladt at forandre eller udvikle sig.
Ægteskabelige stridigheder handler ofte om bagateller, som for udenforstående virker meningsløse, men som gerne dækker over sårede og krænkede følelser, der enten ikke er bevidstgjorte, eller som det er for risikabelt at afsløre. År kan blive brugt på at få den anden til at ændre adfærd, og jo mere der skældes ud, jo mere forbitret og fjendtlig bliver stemningen. Parrets kærlighed er i risiko for at drukne i had. Og velmenende råd om at indrette sig efter hinanden forekommer meningsløse.
Der er folk, der siger, at man ikke skal stræbe efter at lave den anden om, men forsøge at lave sig selv om. Ifølge denne tankegang kan kvinden i eksemplet ved introspektion eller ved at gå i terapi finde ud af, hvorfor hun bliver krænket og irriteret over mandens adfærd. Hun skal nå frem til at forstå, at der findes et blødt punkt i hende, der medfører, at der er sider i hendes mand, hun har svært ved at acceptere, og når erkendelsen om det bløde punkt så er blevet bevidstgjort, er det hendes mentale opgave at få renset ud i det bløde punkt, få det hærdet og derved blive mere tolerant over for ægtefællen. Og manden kan ved en lignende manøvre komme til klarhed over, hvad det er i ham, der medfører, at han indimellem føler sig nedvurderet og ydmyget.
Det siges, at det er forkert at ændre hinanden og forsøge at forme andre i sit eget billede. At det er tyrannisk og snæversynet at tro, at ens egen måde at opleve verden på er den rette og såkaldt normale, og at det er mere frugtbart (men også sværere og mere udfordrende) at forsøge at lave sig selv om. Synspunktet lyder sympatisk og er et alternativ til de gensidige beskyldninger, man hører fra par i krise. Det er en radikalt anderledes tilgang end den gængse og fremmer tolerance og mindsker selvgodhed. Og det er et standpunkt, som overrumpler og chokerer de par, der har stirret sig blinde på hinandens skyld og fejl.
Men virkeligheden viser sig endnu en gang at være mere nuanceret end som så, for hvad med den kvinde, der dagligt lider under mandens grove og eventuelt voldelige opførsel, eller den mand, der må trækkes med en kone, der latterliggør ham over for andre? Det forekommer absurd at forlange, at disse mennesker skal arbejde med sig selv for at lære at tolerere partnerens urimelige adfærd. Der er situationer, hvor modparten er så utålelig, at denne bliver nødt til at foretage et adfærdsmæssigt kursskifte, hvis parforholdet skal bevares. Det er vigtigt at kunne skelne mellem, om krænkelser skyldes egen sarthed eller den andens grovhed.
Stillet over for et sådant krav er der mennesker, der som talrige amerikanske popsangere siger: Take me as I am or let me go. Det er en ”flot” bemærkning. Den antyder en urokkelighed samt en forventning om at være elsket uden at være indstillet på at komme den anden i møde. At blive accepteret uden at skulle yde noget til gengæld. Det er det modsatte af at indrette sig efter hinanden, det et at indrette sig efter ”mig”. En idealiseret opfattelse af, at ”jeg” er så meget værd at elske, at ”jeg” ikke behøver at gøre noget for at være afholdt. Man kan se det som en gentagelse af forholdet mellem det lille barn og moderen, hvor barnet oplever, at moderens kærlighed kommer igen og igen, uden at den lille behøver at gøre noget aktivt for at få den. Barnet får følelsen af, at det er vidunderligt i sig selv. Og i den anden ende blandt de tidligt svigtede er der mennesker, der er så hungrende efter kærlighed, fordi de er blevet så forsømt som små, at de i deres indre opererer med forestillingen om, at der i virkelighedens verden findes mulighed for at blive elsket betingelsesløst af en anden. De kommer til at forveksle voksenkærlighed med moderkærlighed, og længslen efter en mors omsorg får dem til at tro og håbe, at de kan finde den hos en partner. Men ingen voksen kan forvente at blive elsket betingelsesløst, dette privilegium er forbeholdt børn. Som voksen må man gøre sig fortjent til at blive elsket, ellers bliver man det ikke.
At indrette sig efter hinanden er et demokratisk arrangement i modsætning til at indrette sig efter ”mig”, der er et diktatorisk arrangement. Man ser fænomenet udspille sig i hierarkiske samfundsstrukturer, hvor det typisk er manden, der kræver og bestemmer. Her forhandles der ikke, her udstikkes ordrer. Som følge af indvandringen fra Mellemøsten har vi stiftet bekendtskab med sådanne familiemønstre, der virker fremmede for os, fordi vi gennem de seneste årtier har udviklet en ”flad” struktur, hvor vi menneskeligt er ligeværdige individer, og hvor det ikke er velset at true sine krav igennem. Men selv hos os forekommer samlivsformer, hvor den ene ægtefælle altid får sin vilje. Der findes matriarkater, hvor kvinden altid har ret, og patriarkater, hvor ingen tør sige manden imod, og hvor uoverensstemmelser løses med ”du gør, som jeg siger”.
Et kærlighedsforhold er (uromantisk sagt) en handel på det følelsesmæssige plan: Hvad får jeg, og hvad får du. Og i denne handel får man både noget godt og noget dårligt i varierende mængder. Det er ikke svært at tage imod det gode, men ofte et problem at håndtere det dårlige. Det er lettere at skælde ud over det, man ikke bryder sig om, end at skulle vise, at man er såret og bragt i knæ og dernæst uden vrede bede den anden om at forsøge at gøre tingene anderledes næste gang. Det handler ofte mere om, hvordan det siges, end hvad der siges. Vi er alle emotionelle væsener, og man når sjældent nogen vegne, hvis man lægger aggressivt ud: Modparten koncentrerer sig ikke om det indholdsmæssige budskabet, men hæfter sig især ved vreden, som så genererer ny vrede. Det lyder banalt, men man kommer længst med det gode.
At indrette sig efter hinanden er noget med at give og tage, både noget med at lave sig selv om og bede den anden at lave sig om. Det vigtige er at ophøre med en bebrejdende tone, som er gift for et parforhold, og i stedet give plads til at give udtryk for, at man er sårbar og ”lille” og herved vise, at man stoler på, at den anden i bund og grund vil en det godt. Tillidsfuldhed er mere befordrende end vrede, og ofte viser det sig, at der skal forbavsende lidt til, før en negativ spiral kan blive vendt til en positiv.
Niels Kjeldsen-Kragh er speciallæge i psykiatri.