Sognepræst: Har klimakamp og kristendom noget med hinanden at gøre?

Vi har naturligvis alle et ansvar for klimaet, men at frelse Jorden må ikke blive til en religiøs bevægelse, som nærmest bliver sekterisk og bilder folk ind, at de frelses ved for eksempel ikke at spise kød, skriver sognepræst

”At frelse Jorden må ikke blive til en religiøs bevægelse, som nærmest bliver sekterisk og bilder folk ind, at de frelses ved for eksempel ikke at spise kød,” skriver sognepræst Asser Skude. –
”At frelse Jorden må ikke blive til en religiøs bevægelse, som nærmest bliver sekterisk og bilder folk ind, at de frelses ved for eksempel ikke at spise kød,” skriver sognepræst Asser Skude. – . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

HVAD HAR klimakamp og kristendom med hinanden at gøre? Og gør klimarigtig adfærd dig til en bedre kristen eller gør en kristen klimarigtig adfærd?

Klimarigtig adfærd gør dig ikke til kristen og gør dig heller ikke til en bedre kristen. Men en kristen bør også gøre klimarigtige handlinger, forstået som gode handlinger, som en del af forpligtelsen til at være en god næste og et godt menneske.

Det sidste er nok det mest lutherske svar, al den stund det alene er Gud, som er god og retfærdig. Intet menneske er perfekt. Alle mennesker begår fejl, selv de, der gør deres bedste, herunder også de mest klimavenlige personer.

Jeg har stor sympati for, at der gøres noget for at redde jordkloden fra klimakatastrofen. Nogen siger, den allerede er i gang, og at denne sommer allerede har vist det. Selv i efterårsferien så jeg børn og voksne bade ved stranden og rende rundt i næsten ingenting.

Vi har naturligvis et ansvar, alle os, der bor på Jorden, kristne og ikke-kristne og så videre. Men at frelse Jorden må ikke blive til en religiøs bevægelse, som nærmest bliver sekterisk og bilder folk ind, at de frelses ved for eksempel ikke at spise kød.

Som kristen og som menneske er frelsen alene noget, som Gud afgør. Og i Bibelen er der masser af lækre opskrifter og eksempler på menneskeligt samvær, hvor mad og kød er en naturlig del af livet. Det er o.k. at spise kød, og det er ikke urent og gør os ikke urene. Det er ikke vores spisevaner, det handler om for at frelse os selv og verden. Det er ikke vores spisevaner, som gør os til bedre kristne.

Et kristent menneskes frihed og retfærdiggørelsen skænkes suverænt af Gud og i kraft alene af troen. Vores gerninger gør os ikke elskede i Guds øjne, det gør troen alene. Dog gør og bør vi som kristne gøre gode handlinger. Sådan ville Luther have tænkt og sagt i forhold til den aktuelle debat om klima og korrekt adfærd.

Jeg synes, at den klimasnak, der er for tiden, er alt for fordømmende og ”frelst” på den dårlige måde.

Intet menneske bliver frelst på grund af klimarigtig adfærd. Det kunne man som kristen ellers tro, når man hører nogle af de mest radikale udsagn for tiden, for eksempel at vi skal holde op med at spise kød. Det kan og har ikke noget med kristendom at gøre, at man afstår fra at spise kød for at frelse klimaet.

Man må se tingene i rette sammenhæng. En flyrejse til USA belaster – efter det, jeg har hørt – klimaet svarende til et kødforbrug i en menneskealder. Så hvis bare jeg undlader at rejse med fly til Staterne én gang årligt, kan jeg med ”god samvittighed” spise min bøf på 200 gram hver anden dag de næste 25 år. Og medmindre andre gør mig klogere på, at det forholder sig anderledes med flyrejser og CO2-udledning, vil jeg fortsætte med mit nuværende kødforbrug.

Det kan ikke passe, at kødspisere skal mistænkeliggøres og gøres ansvarlige for det nuværende klimaproblem. Der er mange og langt vigtigere måder, hvorpå vi som mennesker kan tilpasse vores adfærd, hvis vi vil gøre en forskel for miljøet. Så vidt jeg er orienteret, er det primært transport, som forurener mest, og her kunne den almindelige dansker gøre en forskel ved at lægge vanerne om.

Behøver vi at have set hele Jorden og besøgt alle steder på planeten, før vi forlader den igen? Er det en menneskeret at skulle rejse så meget? Kunne vi tænke over at rejse lidt mindre eller anderledes? Kunne vi deles om bilen til og fra arbejde med kolleger? Kunne den offentlige transport være bedre, billigere og mere tilgængelig, så folk ikke behøvede en privat bil hver?

Der er mange alternative måder, vi hver især kan sætte ind på, men at starte en hetz eller fordømmelse af kød er det rene vanvid og har ingenting med kristendom at gøre.

Asser Skude er sognepræst, Bellahøj-Utterslev Sogn.