Psykolog: Vi kan lære meget om taknemmelighed af Joy Mogensen

Som psykolog har jeg mødt mange vidunderlige forældre, hvis børn nu er døde. Jeg har dog sjældent oplevet en forælder, som vi kan lære så meget af som kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S), som har mistet sin datter

Kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) mistede for nylig sin datter. I et opslag på det sociale medie Facebook minder hun os om at være taknemmelige, mener psykolog Ole Aagard Olsen.
Kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) mistede for nylig sin datter. I et opslag på det sociale medie Facebook minder hun os om at være taknemmelige, mener psykolog Ole Aagard Olsen. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

”Kirke- og kultur- minister Joy Mogensen (S) mistede sit barn kort før fødslen i lørdags”, skrev Kristeligt Dagblad den 8. oktober. Om det og livets uforudsigelighed citerer avisen Joy Mogensen for at skrive på Facebook:

”Det var og er det hele værd. Min lille piges spark i maven, når jeg spillede og sang for hende. Den kærlighed, jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende. Det bliver mine mest dyrebare minder. Hold fast i håbet. Frygt ikke, tro kun. Børn er det hele værd. Det er jeg kun mere bestyrket i.”

Først min kondolence til Joy Mogensen. Jeg føler med hende og hendes kære. Derefter vil jeg gerne have lov til at værdsætte den taknemmelighed, som jeg læser i Joy Mogensens opslag. Vi taler her om taknemmeligheden som menneskets kerne. Og dermed om den glædesdruens champagne i blodårerne, som hos Kierkegaard er kristendommens trøst. Som modvægt til angst og fortvivlelse forudsætter varig livsglæde respektfuld anerkendelse af døden. Det kræver dog nok en uddybelse for de fleste.

Forskellen på dyret og dig er, at den livgørende ånd, altså ånden, der forlader dig igen i dødsøjeblikket, er opgraderet hos dig. Ånden er opgraderet med bevidsthed om, at du skal dø. Livsglæde, nærvær i øjeblikket, er kun mulig hos den, der virkelig fatter, at livet ikke er nogen selvfølge.

Taknemmelighedens glædesdrue i årerne betyder ikke, at du ikke skal planlægge fremtiden og betale dine forsikringer. Det skal du. Men det betyder, at hvis din kerneidentitet ikke er taknemmelighed over livet i den uforanderlighed, at du skal dø, gør du alt for nemt livet til angstens og fortvivlelsens helvede. Det gør du, fordi alt andet end ”den uforanderlighed” her på jorden rent faktisk er foranderligt.

Som sådan er angst og fortvivlelse overidentificering med noget foranderligt, fordi alt foranderligt også er skrøbeligt. Det være sig Mount Everest, klimaet, jobbet og børnene.

I mit arbejde som psykolog er det blevet hverdag, at børn tager afstand fra deres forældre. Er du en af disse forældre, og trækker du vejret gennem dit barn i stedet for gennem taknemmelighed over, at solen stod op i morges, ved du, hvad jeg taler om.

Nu skal du så ikke komme og sige, at der ikke findes mere angst og fortvivlelse, end bevidsthed om, at du skal dø. Det skal du ikke, fordi du i så fald kommer til at røbe, at du netop ikke er bevidst om, at du skal dø. Du kommer til at røbe det selvbedrag, at du er udødelig. Det er du ikke.

Hver gang, du har flydt i sofaen med Netflix, har du den tid mindre tilbage på jorden. Hver gang, du har surmulet over for din partner eller dine børn, har I den ”surmuletid” mindre tilbage sammen. Set fra helikopterhøjde på den store verdenshistoriske scene er du i det hele taget i fuld gang med at dø lige nu. Det er i fornægtelsen af det, angsten og fortvivlelsen bor – ikke i døden.

En forælder, der ikke smitter sit barn med taknemmelighed over livet, som det gives og bydes, gør nemt sit barn angst og fortvivlet. Vær her opmærksom på, at angst og fortvivlelse for det meste er skjult under dækfølelser som frygt, vrede, stress og depression. Som korte afgrænsede episoder er disse tilstande uundværlige for menneskets overlevelse. Men bliver tilstandene til din kerneidentitet, fastholder og forstærker du angsten og fortvivlelsen.

Styrk i stedet dig selv og dermed dit barn ved at vise taknemmelighed over stort og småt, indtil barnet selv en dag begynder at beskæftige sig med dødens tanke. Og når det så sker, skal du altså lade være med at generationsoverføre livets største løgn, udødelighed her på jorden. Afhængigt af barnets alder behøver I måske i virkeligheden ikke en gang udforske døden direkte, når blot I hele tiden udforsker taknemmeligheden. Altså, lær dit barn, at det er taknemmelighed over den gave, livet er, og styrk så dets integritet og individualitet ovenpå dén kerneidentitet.

Som psykolog har jeg mødt mange vidunderlige forældre, hvis børn nu er døde. Jeg har dog sjældent oplevet en forælder, som vi kan lære så meget af som Joy Mogensen. Læs hendes udsagn igen, som jeg indledte med at gengive det. Og prøv så at få fat i, hvordan du undgår at overbelaste forældreskabet, så du ikke i værste fald kvæler både barnet og dig selv med angst og fortvivlelse.

Det var egentlig, hvad jeg havde at sige til dig, der måske ikke er så kristen, at det gør noget. Samtidigt er Joy Mogensen også af særlig interesse her i avisen, fordi hun er kirkeminister. Jeg synes derfor, at det er på sin plads at slutte med at kultivere taknemmelighedens glædesdrue til egentlig kristen trøst.

Under kristen dom er kultivering af taknemmelighedens glædesdrue lidt nemmere. Det er den, fordi den liv- og taknemmelighedsgivende ånd her naturligvis er en afledning fra Gud. Med Kierkegaard som stemmegaffel er taknemmelighedens glædesdrue en udløber af den rod, at Jesus Kristus har betalt prisen for vore synder. Mere uforanderligt, og dermed trygt, i verdens kaos og død bliver det ikke.

En midaldrende kvinde opsøger mig, fordi hun har hørt, at jeg på efterspørgsel kan og vil underbygge psykologien med kristendom. Kvindens forhistorie er den, at den ældste af hendes børn hængte sig for to år siden. Og at hun efterfølgende er blevet skilt fra det døde barns far, fordi han ikke kunne holde ud, at hun ”holdt fast i tabet”.

Forberedelse, gødning af sjælen, såvel som timing og takt er alt i intervenerende psykologi og kristendom. Du må derfor ikke uden videre bruge det i dit eget liv, som jeg her konkluderer fra samtalerne med kvinden. Men det korte af det lange er, at kvinden på et tidspunkt kom til den erkendelse, der er, at tomrummet i hendes liv var et selvbedrag. Enten var hun efterladt med lidelse der, hvor hendes nu døde barn før optog pladsen i verden. Eller også var hun efterladt med taknemmelighed over Jesus Kristus på den plads. Det fik kvinden til at vælge at være efterladt med altså Gud. I praksis er det valg bestemt ikke et absolut enten eller. Det er altså virkelig muligt at finde trøst oven på sit barns død. Tankernes retning bestemmer du trods alt selv. Der er altid noget, du kan være taknemmelig over. Igen tak til kirkeminister Joy Mogensen for at minde os om det.

Ole Aagaard Olsen er psykolog.

Fremhævet citat med blåt

Hvis din kerneidentitet ikke er taknemmelighed over livet i den uforanderlighed, at du skal dø, gør du alt for nemt livet til angstens og fortvivlelsens helvede

Jeg har dog sjældent oplevet en forælder, som vi kan lære så meget af som Joy Mogensen