Fagfolk: Overdreven brug af bæreseler og vikler kan gøre babyer til ”vingummibørn”

Forældre kan i bedste mening komme til at reducere deres børns muligheder for at bruge hele kroppen og udvikle sig motorisk, hvis de ud fra et nærhedsprincip lader babyer og småbørn sove og sidde i bæreseler, vikler og slynger i deres første leveår, advarer fagfolk

”Man kan godt som forældre komme til at ville gøre det så godt, ja det allerbedste for sit barn, så man ender med at overgøre det. Det er ikke ensidigt godt at bære barnet hos sig hele tiden. Børn har brug for forskellige stillinger og forskellige stimuli," siger Else Guldager, ph.d., sundhedsplejerske og redaktør på sundhedsplejersken.dk. Modelfolo.
”Man kan godt som forældre komme til at ville gøre det så godt, ja det allerbedste for sit barn, så man ender med at overgøre det. Det er ikke ensidigt godt at bære barnet hos sig hele tiden. Børn har brug for forskellige stillinger og forskellige stimuli," siger Else Guldager, ph.d., sundhedsplejerske og redaktør på sundhedsplejersken.dk. Modelfolo. Foto: Markus W. Lambrecht/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

De er overalt i gadebilledet. Mødre og fædre, der bærer deres sovende eller vågne småbørn tæt til kroppen i bæreseler, vikler og slynger. Nu peger fagfolk imidlertidigt på, at den ”i favn”-filosofi, som ser så hyggelig ud, kan have konsekvenser for småbørns motorik, hvis de hver dag sidder længe i bæreselen.

I en artikel i fagbladet Sundhedsplejersken beskriver master i idræt og velfærd og lektor ved Via University College, Lone Wiegaard og børnefysioterapeut ved Aarhus Kommune, Nanna Johansen, hvordan de oplever en en stigning i henvendelser fra pædagoger og dagplejere, der bekymrer sig over børnenes udvikling. Eller mangel på samme.

”I flere tilfælde kædes denne bekymring sammen med et barneliv, der i høj grad er foregået båret og støttet, altså at barnet har tilbragt mange timer – vågne eller sovende – i slynge eller vikle i det første leveår. Disse henvendelser har været fulgt af forskellige beskrivelser af børn som ’vingummibørn’, slappe børn eller børn, der bliver usædvanligt usikre eller ulykkelige, når de starter i dagpleje eller vuggestue. Vi har også oplevet, at nogle af disse børn ikke udvikler sig motorisk alderssvarende eller udvikler uhensigtsmæssige strategier for bevægelse,” påpeger Wiegaard og Johansen.

I Danmark er det blevet almindeligt at se børn bæres i slynger, vikler eller bæreseler for være tæt på far og mor. Nogle forældre giver ifølge Wiegaard og Johansen udtryk for, at det er en grundholdning, de har til forældreskabet. De tror på, at barnet har brug for al den fysiske kontakt, det kan få til sine forældre

”Vi oplever, at der i nogle kredse er en usagt værdi om, at man er en særlig god forælder, hvis man bærer sit barn på kroppen i stedet for at lægge barnet i en barnevogn eller en klapvogn,” skriver de.

Lise Hestbæk er lektor ved institut for idræt og biomekanik på Syddansk Universitet og leder af forskningsprojektet ”Aktive børn i dagtilbud”. Hun kender ikke til forskning, som dokumenterer en direkte sammenhæng mellem bæreseler og såkaldte vingummibørn, men vurderer, at slappe børn kan være en plausibel konsekvens af at sidde i den samme position længe.

”Med tanke på den anatomiske udvikling kan man godt være bekymret, fordi de som helt små ikke har udviklet det støttekorset af muskler. Når det er sagt, er det rigtig sundt for små børn at være i kropskontakt med deres forældre, så der er for og imod.”

Ph.d., sundhedsplejerske og redaktør på sundhedsplejersken.dk Else Guldager bekræfter, at mange forældre tager ”i favn”-filosofien meget seriøst.

”Man kan godt som forældre komme til at ville gøre det så godt, ja det allerbedste for sit barn, så man ender med at overgøre det. Det er ikke ensidigt godt at bære barnet hos sig hele tiden. Børn har brug for forskellige stillinger og forskellige stimuli og skal også fra en tidlig alder prøve at ligge lidt selv på gulvet og trille rundt. Det er også vigtigt, at barnet udvikler sit bevægelsesmønster og stimuleres rent fysisk. Det er altid problematisk, når tingene bliver for enøjede,” mener Else Guldager.

I amerikansk litteratur bliver fænomenet kaldt ”Container Baby Syndrom” med henvisning til de børn, der har tilbragt for megen tid i stillinger, der kun giver lidt rum for bevægelse.

Kiropraktor Annette Jørgensen er specialist i behandling af småbørn og har undervist i pædiatri på turnusuddannelsen for kiropraktorer ved Syddansk Universitetet. Spædbørn med hold i nakken møder hun mange af i sin klinik, men mere som følge af fødslen, autostole og skråstole end vikler og slynger, understreger hun.

”Som forældre har vi for travlt med, at børnene skal kunne sidde selv og være i øjenhøjde med os, så vi placererer dem i autostole, vippestole og siddeindsatser til barnevognen, og så sidder de der og dingler med deres kæmpehoveder, længe før deres krop er udviklet til at være lodret,” siger Annette Jørgensen og tilføjer:

”Det er i min optik ikke slyngerne, som er den primære grund til vingummibørnene, men derimod for lidt tid på maven og for meget tid på ryggen, som giver flade hoveder og langsom motorisk udvikling.”

En rapport om spædbørns motoriske udvikling fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at omkring 10 procent af alle spædbørn i 8-10-månedersalderen får en bemærkning om deres motorik i sundhedsplejerskens journal.