Psykolog: Stress skal aldeles ikke bekæmpes. Stress skal plejes

Grundfølelsen i stress er angst. Og livsfarlig stress er en søsyge, der skyldes adskillelse af ånd og krop, skriver psykolog Ole Aagaard Olsen

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Med Kierkegaard som stemmegaffel har jeg et redskab til stress, der kan redde dit liv. Når arbejdsrelateret stress tipper til skader og livsfare, er hovedansvaret arbejdsgiverens. Men her handler redskabet om, hvordan du løfter din del af ansvaret.

Da stress rent faktisk er livsnødvendigt for menneskets overlevelse, hvordan og hvornår tipper den stress så til skader og egentlig livsfare? Hvordan forebygger du det?

Et menneske består af sjæleforbundet ånd og krop – ikke andet. Det er nemt at huske, og så kan vi sige det, fordi vi regner psyken og hjernen, og dermed tankerne og følelserne, med til kroppen. Det skyldes, at psyken er fysiske netværk i hjernen, som er forbundet med hver en celle i kroppen.

Nærmere bestemt kan vi derfor sige, at med sjælen som bro består mennesket af ånd, der har en krop – ikke af krop, der har en ånd. Rækkefølgen skyldes, at ånden er den samme livgivende ånd som den, dyret har. Altså ånden, der forlader kroppen igen i dødsøjeblikket.

Hos mennesket er ånden dog opgraderet med bevidsthed om, at du skal dø. Den praktiske konsekvens af det er, at som bro mellem ånd og krop har din sjæl et øje tættere på ånden, end dyret har det. Et åndeligt øje, der kan kultiveres til taknemmelighed over den gave, som livet er, i bevidstheden om at du skal dø.

I forhold til lidelse betyder det, at mennesket altid har mulighed for at vælge den eksistentielle forholdemåde, der er at være taknemmelig over, at solen stod op i morges. Den mulighed synes jeg også, at jeg fik bekræftet i Jerusalem hos holocaustoverlever Trudi Birger tilbage i 1990’erne. Selvom du går rundt og venter på at blive kastet levende i nazisternes smelteovne, kan lidelsen stadig opvejes med taknemmelighed over et varmende solstrejf. Når hun under Anden Verdenskrig endte med at undslippe ovnene, er det således min personlige overbevisning, at det har været hendes sjæls øje for taknemmelighed, der kaldte dén livssol frem igen.

Kierkegaard siger, at selvom jorden revner under dine fødder, kan du altid opveje det med sjælens øje fæstnet på Jesus Kristus. På taknemmelighed over, at Jesus for længst har betalt prisen for dine synder.

Grundfølelsen i stress er angst. Det er derfor Kierkegaard, der får mig på sporet af, at livsfarlig stress er en søsyge, der skyldes adskillelse af ånd og krop. Når stress tipper til livsfare, skyldes det søsyge til døden i en krop, hvis sjæl har revet sig løs fra den taknemmeligheds-givende del af ånden. Om ikke andet, så ”døden” i form af udbrændthed, depression, slagtilfælde og hjerteproblemer.

Når angst forstærkes af søsyge bliver den til en dissociativ lidelse. Det vil sige en centrifugerende bevægelse, hvor kroppen bliver søsyg under det accelererende selvsving, som adskillelsen fra ånden bevirker. Dén form for søsyge er alvorlig, fordi den får kroppen til at æde flere af sine egne celler, end den når at genopbygge dem igen. Til enhver individuel, relationel og social skade som følge af stress svarer der altid svækkelse og henfald af celler. Et svækket overblik er derfor også altid en, i første omgang midlertidig, fysisk hjerneskade.

Bliv nu ikke bange for ordet ”æde” i denne sammenhæng. Stressens fysiologi er en sund og livsnødvendig metabolisme, hvor kroppen æder af sine celler om dagen, for så at bygge dem op igen i en forstærket form under den gode søvn om natten. Grænserne for disse forstærkninger er individuelle. Men alle har et potentiale til at kunne stresses til vækst og udvikling. Afgørende for det fulde udbytte af det potentiale er den rigtige balance mellem kroppens æden eller forbrug af celler på den ene side. Og kroppens genopbygning af eller kompensering for disse celler på den anden side.

Stress skal derfor aldeles ikke bekæmpes, stress skal plejes og doceres til den rigtige udviklende balance. Det bliver tydeligt, når vi siger det på den måde, at bodybuilding er at stresse musklerne, brainbuilding er at stresse hjernen, og menneskebuilding er at stresse mennesket. Ikke meget er så farligt for mennesket som stilstand og manglende modstand. Men og jo stadig på det individuelle plan, hvad gør så arbejdsrelateret stress så usund, at den får kroppen til at æde flere celler, end den kan nå at bygge dem igen?

Det gør vrede. Som en stor del af frustrationen over et overdoceret arbejde, som usund stress også er, spiller ikke mindst udisciplineret vrede en hovedrolle, når et menneske æder sig selv op for arbejdets skyld. Kontrolleret vrede er et godt og sundt instrument til at sikre, at arbejdet kun stresser dine celler så tilpas meget, at din krop kan nå at genopbygge dem igen under den gode søvn den følgende nat.

Men det er denne vrede kun på det arbejde, hvor lederen har skabt et trygt rum, for at vreden og dens baggrund tages alvorligt. I så fald er det muligt at tage den negative energi ud af vreden til gavn for både den stressede og bundlinjen. Men har lederen ikke uddannelse eller indsigt til det, går vreden fra at være god for stressen til at være dårlig for den – og dermed for bundlinjen.

Vedvarende eller udisciplineret vrede oversvømmer hjernen med et hormon, kortisol, der i særlig grad æder af og blokerer for de celler i hjernen, der er indbefattet i dømmekraft og egenomsorg.

Når ellers berettiget vrede derfor ikke tør eller ikke kan finde en modtageplads hos lederen, ender kroppen nemt i en udmattende arbejdsgalskab, der minder om et møl i flammen. Her er, hvad du selv kan gøre for at modvirke det.

Først genankrer du din krop til den taknemmelighedsgivende del af ånden, til sjælens øje. Derefter holder du fast i den viden, at sjælens øje befinder sig på sjælebroen uden for kroppen. Som et instrument for en stressbalance, der tilgodeser din arbejdsudvikling. Så er det virkelig muligt at skabe en afstand til vreden, der gør den frugtbar, i stedet for at den gør dig så søsyg, at du drukner.

Hvis det minder dig om mindfulness, er det rigtigt set. Men der er en kæmpe forskel. Mindfulness er buddhismens stoiske, og dermed kølige, distance til det givne og budte. Med Kierkegaard er begrebet sjælens øje kristendommens taknemmelige og dermed varme engagement i det givne og budte.

Ole Aagaard Olsen er psykolog.